Nu skal forsøg med sløjfede p-pladser i centrum af København sættes i gang: Disse syv områder er udpeget

Syv steder i centrum af København er nu blevet udpeget som områder, hvor kommune kan begrænse adgangen for bilister og sløjfe p-pladser for at give plads til andre formål. Forsøgene vil efter planen begynde i juni.

Syv lokaliteter i centrum af København er udpeget som områder, hvor parkeringspladser kan sløjfes for at give plads til andre formål i løbet af året. Det er nu op til partierne bag kommunens budget for 2021 at beslutte, hvilke forsøg der skal sættes i gang. Borgergade her på billedet er dog ikke blandt de syv udpegede områder. Niels Ahlmann Olesen

På Københavns Rådhus er det et bredt ønske at begrænse biltrafikken i centrum af hovedstaden, idet et flertal af politikerne har afsat i alt ni millioner kroner til forsøg i år.

Nu er der udpeget syv strækninger i den gamle bykerne, også kaldet Middelalderbyen, hvor man efter planen fra juni kan bremse bilers adgang og sløjfe en lang række parkeringspladser. Det fremgår af en indstilling til kommunens teknik- og miljøudvalg, der skal behandle indstillingen ved et møde i næste uge.