Hvis der er noget, der kan få sindene i kog i København, er det udeservering.
Nogle københavnere synes, at det sviner og larmer. Andre synes, at det bidrager til at give byen liv.
Nu er der gode nyheder til dem, der mener det sidste.
Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget har endeligt vedtaget mandag aften, at der skal udpeges en til to pladser i alle bydele på nær Indre By og Indre Nørrebro, hvor restaurationer kan få tilladelse til at udvide udeserveringen fra klokken 24 til enten klokken et eller klokken to.
Ordningen træder i kraft til næste år og kommer til at gælde på fredage og på lørdage fra 1. april til 30. september.
Louise Theilade Thomsen (V), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, er en af de politikere, der har lagt stemmer til forslaget, og hun siger, at forslaget skal bidrage til at aflaste Indre By, hvor der i dag er meget udeservering:
»Vi håber, at vi kan få københavnere, der ikke bor i Indre By eller på Indre Nørrebro, til at blive hængende i deres eget område og drikke en øl ekstra i stedet for at tage ind til Indre By.«
Teknik- og Miljøudvalget stemte allerede forslaget igennem 8. maj, men nu har politikerne i udvalget lagt sig fast på, hvordan ordningen skal føres ud i livet.
Ifølge Louise Theilade Thomsen skal forvaltningen udpege en til to pladser i hver bydel, hvor der eventuelt kan gives dispensation til udvidet udeservering. Politikerne skal derefter beslutte, om det er hensigtsmæssigt at give tilladelse til udvidet udeservering på de pågældende pladser. Det skal de gøre under hensyntagen til beboelse i nærheden af pladsen. Politikerne skal også beslutte, om der kan laves udeservering til klokken et eller to på de enkelte pladser.
Forstår skepsis
Det er dog ikke alle, der har været positivt stemt over for forslaget. Allan Marouf er lokaludvalgsformand på Østerbro, som vil blive berørt af forslaget, og han har tidligere udtrykt skepsis over for forslaget:
»Vi har mange beværtningssteder, der ligger tæt op ad beboelsesejendomme, og det vil være meget uhensigtsmæssigt at genere borgere, som gerne vil have nattero,« har han tidligere sagt til Berlingske.
Louise Theilade Thomsen, kan der ikke være nogle beboere, der med rette vil frygte, at udvidet udeservering vil forstyrre deres nattesøvn eller give dem andre gener?
»Jo, det forstår jeg godt, hvis de er bange for. Men det er også derfor, at det skal være en politisk beslutning, hvilke pladser der skal være omfattet af udvidet udeservering, så vi sikrer, at det kommer til at gå ud over så få mennesker som muligt,« siger Louise Theilade Thomsen.
Men man skal vel gøre det på en central plads, hvor der er mange restaurationer, hvis det skal komme flest muligt gæster til gode?
»Jo, det ville give mest mening.«
Men der vil vel også være mange beboere i sådan et område?
»Det varierer meget fra sted til sted. Men det er vigtigt at understrege, at vi vil se på, hvor mange der vil blive berørt, når vi skal beslutte, hvilke pladser det vil gælde for, og forslagene vil også komme i høring.«
Hvilke pladser har du selv tænkt på?
»Nu bor jeg selv ved Amager Strand, som jeg mener kunne være en oplagt mulighed, men det er ikke sikkert, at det bliver tilfældet,« siger Louise Theilade Thomsen.
Christopher Røhl (R), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, som også har lagt stemmer til forslaget, har tidligere peget på Enghave Plads, Brønshøj Torv, Vanløse og Østerbro som eksempler på steder, hvor restauranterne kan få tilladelse til udvidet udeservering.