Længere rejsetid og færre tog.

Statens planer for Kystbanen har mildest talt sendt Helsingørs politikere i omdrejninger.

Kystbanens passagerer kan se nemlig frem til en markant længere rejsetid mellem Helsingør og København H:

  • Ni minutter for almindelige tog

  • Seks minutter for myldretidstog

Det skyldes, at togene fremover skal stoppe ved alle stationer mellem Hellerup og Kokkedal.

Samtidig vil den nye køreplan betyde færre afgange på Kystbanen i aftentimerne.

Planerne »skriger til himlen«, siger det socialdemokratiske byrådsmedlem Claus Christoffersen til Helsingør Dagblad, mens borgmester Benedikte Kiær (K) kalder det »utroligt utilfredsstillende«.

»Jeg er mildest talt rigtigt rasende over, hvad pendlerne og alle de andre passagerer på Kystbanen bliver udsat for. Jeg tror kun, at det er i Alperne, at togene kører langsommere,« siger Claus Christoffersen til avisen.

Høringssvar i skarpe vendinger

Mandag skal politikerne på et byrådsmøde lægge sidste hånd på et høringssvar til trafikplanen.

Kaster man et blik på udkastet, står det dog klart, at transportminister Thomas Danielsen (V) og Trafikstyrelsen ikke skal sætte næsen op efter mange rosende ord fra Helsingør.

»Helsingør Kommune finder det dybt bekymrende, at rejsetiden stiger på Kystbanen, som er en af Danmarks mest benyttede regionaltogstrækninger,« står der i udkastet.

»Det er Helsingør Kommunes borgere og pendlere, som får den største forlængelse af rejsetiden på Kystbanen, og det giver en klar forringelse for både pendlere og fritidsrejsende mellem Helsingør og København.«

Byrådet agter at komme med følgende anbefalinger til trafikplanen:

  • At rejsetiden bliver kortere på Kystbanen mellem Helsingør og København

  • At togdrift med højfrekvente tog (ikke S-tog) på Kystbanen undersøges frem mod 2030

  • At der bliver gratis cykelmedtagning på Kystbanen

  • At kupeer og sæder skal være komfortable for passagerer, der rejser hele strækningen

  • At myldretidstog igen skal stoppe ved Snekkersten Station, hvor »store byudviklingsprojekter« er på vej.