Den opsluger de unge generationer. Den stigende mistrivsel.
Men det kan være svært at gennemskue, hvordan man kommer den til livs.
Måske har de fundet svaret i Gentofte Kommune, der med en række nye initiativer vil forsøge at få bugt med det voksende problem.
»Vi ser en stigende tendens til mistrivsel. Og det skal vi gøre noget ved, for det skylder vi de unge. Det er vores ansvar som kommune,« siger Michael Fenger (K), der er borgmester i Gentofte Kommune, til DR.
Og det er særligt den længerevarende mistrivsel hos de unge, som kommunen vil bekæmpe, fortæller borgmesteren til mediet.
Derfor vil man i den rige kommune nord for København forebygge den stigende mistrivsel hos de unge. Herudover vil man øge personalet til at knække den triste trivselskurve.
I kommunen er der afsat over ti millioner kroner årligt til arbejdet med unges trivsel. Penge, der blandt andet skal finansiere kommunens nye initiativer.
Med de mange nye initiativer vil kommunen blandt andet tilbyde gratis psykologhjælp til unge i alderen 12 til 18 år, rådgivning til teenageforældre og sundhedsplejersker på ungdomsuddannelser samt et søvnforløb, der skal hjælpe de unge til at få den rette søvn.
Herudover vil der i kommunen blive tilbudt mindfulness og vejrtrækningsøvelser, der skal få de unge til at slippe lidt af presset.
Ensomhed og alkohol
Ligesom flere andre steder i landet bliver de unge i Gentofte ramt af mentale tæv, der kan gøre tilværelsen ekstra svær.
Kommunens ungeprofilundersøgelse viser, at 30 procent af de unge på ungdomsuddannelser i 2022 er præget af mistrivsel. I folkeskolen kæmper 18 procent af eleverne i 7. til 9. klasse med manglende trivsel.
Det er både problemer med ensomhed, alkohol og stoffer, der tynger de unge. Men også presset for at være perfekt og klare sig godt i skolen har konsekvenser for, hvordan de unge i kommunen trives.
Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan unge i Gentofte Kommune oplever et større pres end andre unge i landet, når det kommer til gode karakterer, indtagelse af alkohol og at se godt ud.
Derfor besluttede Kommunalbestyrelsen at nedsætte et opgaveudvalg i april 2022.
Udvalget består af ti unge og fem politikere, der gennem otte måneder har skullet formulere en række anbefalinger til, hvordan de unge i alderen 13 til 25 år bedst muligt kan håndtere den fremherskende perfekthedskultur.