Skiltene er store og nymalede. På det ene står der »Privat område«, det andet »Kun adgang til Hanebjergs beboere«.

De to mørkegrønne skilte er placeret på en træpæl ved indgangen til en grusvej ved siden af naturområdet Heatherhill i Rågeleje i Nordsjælland. Der er dog et problem:

Ordlyden indikerer, at man ikke må færdes på vejen. Det må man godt. Skiltene kan derfor være misvisende og er ifølge kommunen ulovlige.

Skiltene på træpælen er dog langtfra unikke. Ifølge en rapport fra Københavns Universitet, som blev udgivet sidste år, har en gennemsnitlig kommune 700 til 800 barrierer, der forhindrer danskernes adgang til naturen. Omtrent 150 af dem er såkaldte »skræmmeskilte«. Det er skilte, grundejere sætter op, og som giver brugere af naturen et indtryk af, at de ikke må færdes det pågældende sted. I virkeligheden er skiltningen kun korrekt i ganske få tilfælde.

Lovgivning for skiltning er det vilde vesten. Reglerne er så komplicerede, at mange grundejere er i tvivl om, hvilke skilte de må sætte op, og alle andre er i tvivl om, hvorvidt de må gå der. I nogle tilfælde har skiltene formentlig det nøjagtige formål at skræmme andre væk, så grundejerne kan undgå gener. I andre tilfælde har grundejerne muligvis ikke tænkt videre over konsekvenserne.

Sådan er det i hvert fald for Claus Skou, der er formand for Hanebjerg Plantages Grundejerforening – foreningen med de to mørkegrønne skilte.

»Det er ikke intentionen at skræmme nogen gående væk. Ingen vil sige noget som helst til, at folk går, løber eller cykler på foreningens grusveje,« siger han:

»Skiltene har hængt der i mange år, og jeg mener, at hensigten oprindelig var at sørge for, at vi ikke har unødig kørsel eller parkerede biler på vejen.«

»Du må gerne gå der«

Claus Skou, der bor i Gentofte Kommune, har haft sommerhus i Hanebjerg Plantage i ti år. Det er svært at overgå placeringen, mener han, idet huset ligger et stenkast fra Kattegat og lige ved siden af Heatherhill i Rågeleje.

Heatherhill er et fredet, bakket område, som tiltrækker mange lokale og udefrakommende i weekender og ferier. Fordi Hanebjerg Hulvej ligger lige op ad Heatherhill, mener Claus Skou, at mange potentielt ville parkere på den smalle grusvej, hvis ikke der var skiltning – til stor gene for eventuelle udrykningskøretøjer.

»Dog kan jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at nogen i vores forening har noget imod, at folk går, løber eller cykler der,« siger han og understreger, at han kun kan tale på egne vegne.

Kan du forstå, at folk får det indtryk, at de ikke er velkomne til at gå på vejen?

»Det korte svar er nej. På skiltet står der »Privat vej« og »Kun adgang til Hanebjergs beboere«. Der står ikke »adgang forbudt« eller »kun adgang for Hanebjergs beboere«. Derfor burde det jo være klart for de fleste, at det ikke er et forbudt-skilt, men et oplysningsskilt. Når det så er sagt, ønsker vi at begrænse bilkørsel på vores grusvej, netop fordi der er mange, som går ture på vores grusveje og stier,« siger han og tilføjer:

»Det nuværende skilt er et gammelt skilt, som man har vedligeholdt og malet sidste år. Jeg tror ikke, at nogen har tænkt over, hvad der står på det – før nu.«

Rundtom i landet er der utallige lignende tilfælde. Det konkluderede en rapport fra Københavns Universitet sidste år.

»Det er et klassisk tilfælde,« siger Lasse Baaner, der er lektor ved universitetet, og som blandt andet forsker i »reglerne for offentlighedens adgang til og brug af naturen«.

Ifølge rapporten er der et hav af barrierer rundt om i landet. Det tæller blandt andet bomme, kæder eller hegn. Skræmmeskilte udgør cirka en femtedel. Skræmmeskilte forklarer ofte om korrekte oplysninger, som eksempelvis »Privat vej«, men hvis det parres med et skilt, hvor der står »Holder hund« – hvilket også kan være en korrekt oplysning – vil mange få det indtryk, at de ikke må gå på vejen, forklarer Lasse Baaner, selvom dette dog sjældent er tilfældet.

»Reglerne er meget vanskelige, idet der også er undtagelser og spørgsmål overladt til fortolkning,« siger han.

Der er også forskel på, om skiltet befinder sig i by eller land. I det åbne land behøver private ikke at søge om tilladelse, inden de placerer et skilt. Det er derimod kommunens opgave at føre tilsyn med, at adgangsreglerne i naturbeskyttelsesloven er overholdt. Hvis et skilt er ulovligt – ligesom skræmmeskilte – kan kommunen give grundejerne et påbud om at fjerne skiltet. Det er op til kommunerne, hvor meget de vil gøre ud af tilsynsindsatsen, men i praksis er der ikke meget aktivt tilsyn i kommunerne, siger Lasse Baaner.

»Det er dog mit indtryk, at de fleste kommuner reagerer på borgerhenvendelser,« siger han:

»Det betyder, at der står en masse skilte rundtom i landskabet, der er ulovlige. Det sker, fordi det er op til folk selv at sætte sig ind i reglerne, inden de sætter skiltene op.«

Hvis skiltet derimod befinder sig i en by – hvilket også inkluderer sommerhusområder som Rågeleje – skal grundejeren søge tilladelse hos kommunen.

Gribskov Kommune – hvor Hanebjerg Hulvej ligger – oplyser, at skiltene er ulovlige, idet der ikke er søgt tilladelse. Ifølge centerchef i Center for Teknik og Borgerservice Dorethe Ungstrup er det en stor opgave at holde styr på skiltene:

»Det kræver uforholdsmæssigt mange ressourcer at håndhæve reglerne om skiltning på private fællesveje. I begrebet private fællesveje ligger, at det er private arealer, men vi kan selvfølgelig ikke godkende skilte, som krænker private rettigheder. Skilte, som er farlige for færdslen, fjernes uden videre, mens mange andre skilte først skal vurderes nærmere, inden de i sidste ende kan fjernes,« skriver hun i et skriftligt svar.

Dorethe Ungstrup bemærker, at kommunen ofte ender i en situation, hvor de ikke ved, hvem der har opsat et skilt, og at det derfor kan være en »større opgave« at udstede et påbud om fjernelse af skiltet.

Skiltene på Hanebjerg Hulvej har stået der meget længe – ifølge Claus Skou har de formentlig stået der, siden de første huse på vejen blev bygget i 1930erne. Han tvivler derfor på, »at kommunens arkiv går tilbage til tidspunktet, dette skilt er opsat«.

Flere henvendelser under corona

Ifølge Poul Erik Pedersen, som er formand for Friluftsrådet i Nordsjælland, får organisationen nu flere henvendelser fra borgere end tidligere. Han har selv base i Helsingør Kommune – nabokommune til Gribskov – og her er borgerne blevet mere opmærksomme på skiltene.

»Vi ser en øget aktivitet hos borgere, der skriver eller ringer til kommunerne, og som henvender sig til os,« siger han.

Poul Erik Pedersen mener, at dette blandt andet skyldes, at stadig flere det seneste par år har brugt naturen, og at der er kommet flere »vandretilbud« i kommunerne.

»Og så er hele bevågenheden omkring skiltene også et udtryk for, at coronatiden har gjort, at væsentligt flere valfarter ud i naturen, og så er der jo flere til at få øje på skiltene. Folk står måske med et kort, hvor der står, at de skal gå en særlig vej, men pludselig står der så et skræmmeskilt. De fleste kender ikke adgangsvilkårene, som vi gør, og det betyder, at folk bliver usikre og frustrerede. Skiltene er desværre med til at give en dårlig oplevelse i naturen, « siger han.

Claus Skou oplyser, at han vil tage problematikken med forståelsen af teksten op på næste generalforsamling i slutningen af juli, hvor han vil foreslå, at man eventuelt kan tilføje et skilt, hvor der står »fodgængere og cyklister velkomne«.