Metrotog skal have ny indretning

Oprindelig skulle de 34 metrotog udskiftes med helt nye tog i 2025, men en omfattende renovering vil forlænge deres levetid med ti år.

Renoveringen betyder blandt andet, at de 34 tog får nye infoskærme og en ny indretning af sæderne, så bliver plads til omtrent 30 flere passagerer. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De har i løbet af de seneste 20 år tilsammen tilbagelagt flere end 95 millioner kilometer på sporene mellem Vanløse og Vestamager eller Københavns Lufthavn.

Nu er det tid til, at 34 metrotog på linjerne M1 og M2 skal igennem en gennemgribende modernisering.

Og det er en noget mere klimavenlig løsning, end hvad der var planlagt. Oprindelig skulle samtlige 34 tog nemlig erstattes af helt nye i 2025, men renoveringen vil forlænge deres levetid med ti år, skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

»Vi har sat os et ambitiøst mål om fortsat at levere den bedst mulige bæredygtige service til vores kunder samtidig med, at vi sætter det mindst mulige klimaaftryk,« siger Rebekka Nymark, direktør i Metroselskabet.

Togene skulle ellers skiftes ud fire gange i løbet af 100 år. Men på grund af renoveringen kan de nu nøjes med tre gange, oplyser Metroselskabet.

Tre ad gangen bliver de 39 meter lange metrotog sendt afsted til et værksted i Rotterdam. Det sidste tog skal leveres tilbage og være i drift i 2026. Fold sammen
Læs mere
Foto: Metroselskabet.

Renoveringen betyder blandt andet, at de 34 tog får nye infoskærme og en ny indretning af sæderne, så der bliver plads til omtrent 30 flere passagerer.

Sendes til Rotterdam

Prisen for renoveringen løber op i 30 millioner euro, svarende til 225 millioner danske kroner.

Det er den franske leverandør af mobilitetsløsninger Alstom, som over de kommende tre år skal renovere togene på Alstoms værksted i Rotterdam.

Men passagerne kommer ikke til at mærke til manglende tog, fortæller direktør i Metroselskabet Rebekka Nymark.

»Vi sender togene afsted tre ad gangen over de kommende tre år. Det er en opgave, vi har forberedt os på, ved blandt andet at indsætte nye tog, så den samlede flåde kan levere den rette kapacitet, mens vi tager de enkelte tog ud til modernisering,« siger hun.

De omfattende ændringer indeholder udover ændringerne i indretningen, maling af alle paneler, nye gulve, udskiftning af døre og vigtige dele af undervognen.

Efter planen skal det første af 34 tog tage rejsen fra København til Rotterdam i 2023, mens det sidste vender tilbage i drift i 2026.