Maia meldte tyveri af elcykel i videoovervåget kælder – svaret fra politiet efterlod hende »pikeret«

Maia Ingvardson og hendes familie har flere gange fået stjålet cykler fra cykelkælderen ved Marmorkirkens metrostation. Trods videoovervågning og politianmeldelse har politiet besluttet ikke efterforske det seneste tyveri. Ifølge politiet er det altid en afvejning, om efterforskningsmulighederne står mål med sagens karakter og alvor.

For Maia Ingvardson er cyklen uundværlig – »livsnerven i dagligdagen«. Det vækker en følelse af retsløshed, når den gang på gang bliver stjålet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en af de første dage i år, at det endnu en gang skete for Maia Ingvardson.

Hun var klar til at hoppe på cyklen – men cyklen var pist væk. For femte gang i løbet af få år var der forsvundet endnu en cykel fra familiens samling, og cykel efter cykel har familien måtte ty til forsikringen for at få pengene til en ny.

Tyveriet af elcyklen skete – ligesom de forrige fire tilfælde – i cykelkælderen ved Marmorkirkens metrostation. Denne gang anmeldte hun ikke alene tyveriet, men henvendte sig også til politiet, for med videoovervågning i cykelkælderen var der spor at gå efter, tænkte hun.

Københavns Politi valgte ikke at gå videre med sagen med det argument, at der er ikke var »tilstrækkelige efterforskningsmuligheder« i forhold til »sagens karakter og alvor«. Det viser korrespondancen med politiet, som Berlingske har set.

»Jeg blev rigtig sur og pikeret. Der var aldrig nogen, der kiggede på det. Især fordi det ikke bare var min cykel – der lå flere overskårne cykellåse i cykelkælderen,« fortæller Maia Ingvardson.

Artiklen fortsætter under billedet.

»Man er jo magtesløs. Og lige meget hvad for en lås, jeg køber, kan de skære den over. Jeg føler ikke, at jeg kan gøre noget – udover at melde det, når det sker. Selv hvis man køber den dyreste lås, kan man ikke helgardere sig,« siger Maia Ingvardson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Det fremgår ligeledes af korrespondancen med politiet, at Maia Ingvardson havde set fem eller seks overskårne Abus-låse i cykelkælderen.

Hendes oplevelse er, at tyvene har fred og ro til at stjæle cykler i cykelkælderen ved hjælp af blandt andet batteridrevne nedstrygere – sågar i dagstimerne – og at det er professionelle, der gang på gang stjæler cykler.

Maia Ingvardson er således blandt den femtedel af københavnerne, der har fået stjålet en cykel i løbet af de seneste 12 måneder. Cykeltyverier er samtidig den borgernære form for kriminalitet, som flest borgere i hovedstaden er bekymret for at blive ramt af i deres eget nabolag.

Det er også en følelse, der efterhånden har ramt Maia Ingvardson flere gange.

»Man er jo magtesløs. Og lige meget hvad for en lås, jeg køber, kan de skære den over. Jeg føler ikke, at jeg kan gøre noget – udover at melde det, når det sker. Selv hvis man køber den dyreste lås, kan man ikke helgardere sig.«

»Er det dét, vi skal bruge ressourcer på?«

Som indbygger i København er Maia Ingvardson udmærket klar over risikoen for cykeltyverier. Desværre har hun ikke nem adgang til en privat gård med cykelparkering, men familien fandt dog en vis tryghed i, at metrostationens cykelkælder nær deres bolig trods alt er videoovervåget. Derfor valgte de – indtil det seneste tyveri – at parkere cyklerne her.

Berlingske har i løbet af sommeren sat fokus på cykeltyverier i hovedstaden, og i den forbindelse udtalte Københavns Politi, at mange sager aldrig bliver efterforsket, fordi der ikke er spor at gå efter. Derfor sker anmeldelser af cykeltyveri primært til ære for forsikringsselskaberne.

I Københavns Politi bruger man størstedelen af kræfterne på den organiserede cykelkriminalitet, hvor der stjæles mange cykler, som sælges videre – enten som hele cykler eller som reservedele på for eksempel onlinesider eller i udlandet – forklarede vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard.

Artiklen fortsætter under grafen.

Det er dog ikke Maia Ingvardsons oplevelse.

»Det var i hvert fald ikke det, der skete her. Når der bliver stjålet så mange cykler så ofte, så virker det meget professionelt og organiseret. Jeg kan godt forstå, at man ikke har mulighed for at kigge på det, hver gang der bliver stjålet en cykel, men det er jo mange, der har oplevet det, så det er noget, der er vigtigt for folk – og for mig,« siger Maia Ingvardson.

»Og når jeg så ser politiheste, kan jeg virkelig ikke forstå, at man bruger politiets knappe ressourcer på det. Det er et hyggeligt indslag i bybilledet, men er det dét, vi skal bruge vores ressourcer på?«

Altid en »konkret vurdering«

Berlingske har forelagt kritikken for Københavns Politi, som ikke har mulighed for at stille op til interview om den konkrete sag. Jesper Bangsgaard skriver i et skriftligt svar:

»Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der skal indledes en efterforskning, bliver der altid foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt efterforskningsindsatsen står i rimeligt forhold til sagens karakter og alvor.«

»Hvis der for eksempel ikke er nærmere informationer om gerningstidspunktet, som ofte er tilfældet i sager om cykeltyverier, vil det ofte kræve gennemsyn af adskillige døgns videoovervågning for blot muligvis at kunne finde frem til en gerningsmand.«

Om det i så fald betyder noget, at man som borger stiller sin cykel et videoovervåget sted, hvis man alligevel skal kende tidspunkt for at få sagen efterforsket, kan Københavns Politi ikke svare på, fordi det altid vil en bero på en konkret vurdering, lyder det fra politiet.

I mellemtiden har Maia Ingvardson opgivet at købe samme cykel igen og igen. Hun har nu købt en »basic, billig« cykel, som ikke er ideel til de lange ture, hun gerne vil cykle som byboer uden bil.

Maia Ingvardson har overvejet at generhverve en elcykel og chippe den, så den altid kan spores. Dette er dog en dyr affære – »og hvad nu hvis den alligevel ender i udlandet, hvor man intet kan gøre?« spørger Maia Ingvardson.

Et er dog sikkert: Hun bruger ikke mere tid på at forsøge at få politiet til at kigge på hendes sag.

Cykeltyveri i hovedstaden

Når københavnerne generelt skal angive, hvilken form for kriminalitet som de primært er bekymret for at blive ramt af, så topper cykeltyverier. Det viser Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse 21. Således angiver 64 procent eller knap to tredjedele, at de er bekymret for at få stjålet deres cykel *. Samtidig angiver godt hver femte københavner i undersøgelsen, at de har fået stjålet en cykel inden for de seneste 12 måneder **.

Her kan du se svarene for de enkelte bydele.

Kilde: Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelser 21 Link * Folk har haft mulighed for at afgive flere svar. ** 4.922 borgere har deltaget i undersøgelsen, der er foretaget i perioden d. 1. december 2020 til d. 6. februar 2021.