Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Skaberen af »Matador«, Lise Nørgaard, der afgik ved døden i begyndelsen af det nye år, skal have sin egen plads i Roskilde, skriver Sjællandske Nyheder.
Det mener et enigt Plan- og Teknikudvalg i Roskilde, som tirsdag aften sagde ja til, at det nu skal undersøges nærmere, hvor i Roskilde pladsen kan placeres.
»Vi vil gerne hædre Lise, men det skal gøres ordentligt og ikke hurtigt. Og da vi lige nu har gang i en ny strategi for bymidten, så skal de to ting også spille samme,« siger formanden for Plan- og Teknikudvalget, Claus Larsen (S).
Forslaget om at hylde den folkekære journalist og manuskriptforfatter kommer fra Venstres Jette Tjørnelund, som er næstformand i udvalget. Hun siger, at politikerne er enige om, at pladsen skal ligge et sted, som i forvejen giver folk associationer til Lise Nørgaard.
Det kan tage et år, før forvaltningen har en bruttoliste over mulige placeringer klar, fordi det netop falder sammen med Roskildes nye bymidtestrategi. Der skal også tages stilling til, om kommunen skal lave en helt ny plads eller omdøbe en eksisterende.
Lise Nørgaard har i forvejen sin egen statue i Roskilde, hvor hun blev født og arbejdede som journalist fra 1935 til 1949. Den blev afsløret i 2010 og står – eller rettere sidder – på Algade. Den forestiller nemlig Lise Nørgaard siddende på en bænk.
Hun blev 105 år og døde efter kort tids sygdom.