Lauritz Lindboe Wind blev trampet i hovedet under en bytur i København. Nu har gerningsmanden fået sin dom

Tirsdag fældede Københavns Byret dom i sagen om det grove overfald, 19-årige Lauritz Lindboe Wind blev udsat for under en bytur på Gothersgade i København tilbage i februar. Overfaldet kickstartede dengang en debat om vold i nattelivet.

I februar blev den 19-årige gymnasieelev Lauritz Lindboe Wind slået ned under en bytur på Gothersgade. Tirsdag eftermiddag fældede Københavns Byret dom over hans overfaldsmand. Søren Bidstrup

Natten til 22. februar stod Lauritz Lindboe Wind på Gothersgade i København under en bytur med en ven og røg en cigaret, da han blev slået ned bagfra.

Han landede på vejen, hvor en bil kom kørende, men bilisten nåede at bremse. Mens Lauritz Lindboe Wind lå bevidstløs på jorden, trampede den dengang 18-årige overfaldsmand hårdt på hans hoved »mindst en gang«, inden han stak af.