Corona har fået mange af os mere ud i naturen. Gåture uden masker og coronapas og i behørig afstand fra den sidste rest af smitterisiko. Men flere og flere steder skæmmes idyllen af ulovlige, private skilte, der fortæller os, hvor vi ikke må gå. »Ingen adgang!« og »Kun adgang for beboere!« råber skiltene, netop som man går og indånder roen.

Københavns Universitet udgav sidste år en rapport, der viste, at en gennemsnitlig kommune har 700-800 barrierer, der forhindrer danskernes adgang til naturen. En del af dem står myndighederne for. Men 150 af dem er såkaldte »skræmmeskilte«.

Skilte, hvis primære funktion er at skræmme folk væk fra områder, hvor de ellers har ret til at gå. Lovgivningen omkring skiltning er kompliceret, men mange af skræmmeskiltene er ulovlige og er alene udtryk for en hæven sig over loven, som kun hører hjemme i Det Vilde Vesten og ikke i et samfund som det danske, hvor lighed for loven er en grundlæggende styrke.

Respekten for den private ejendomsret er selvfølgelig afgørende. Man må ikke bevæge sig ind på andres ejendom uden tilladelse. Det kan ikke diskuteres. Lige så afgørende er det, at vi alle har lige adgang til vores fælles natur. Der er desværre flere eksempler på, at det ikke sker. Både land og by. Her et par eksempler.

På Sigridsvej i Hellerup udspillede sig i 2017-2018 en dramatisk og principiel sag om netop den frie adgang til den fælles natur. I dette tilfælde stranden foran et luksusbyggeri.

Advokat Jan Leth købte Sigridsvej 25 i Hellerup for at rage det gamle hus ned og bygge nyt. Han afspærrede i den forbindelse stranden foran huset med store plader, så forbipasserende ikke kunne gå forbi byggeriet. Begrundelsen var, at den høfde, der ligger på området, er privat og kan anses som en slags terrasse, han ikke vil have fremmede gående henover. Afskærmning for andre beboere blev dog kendt ulovlig. Alle skal have ret til at passere på stranden.

I sommerhusområderne nord for København er den også gal flere steder.

»Privat område« og »Kun adgang til Hanebjergs beboere«, står der ved indgangen til en grusvej tæt på Heatherhill Plantage ved Rågeleje.

Formanden for Grundejerforeningen Claus Schou forklarer, at skiltene i sin tid blev sat op for at undgå unødig kørsel og parkering på vejene, men at man ikke har til hensigt at skræmme folk fra at gå eller cykle på vejene.

Ikke desto mindre kunne ordlyden ellers let give dén association.

Selvfølgelig skal vi tage hensyn til hinanden. For eksempel når mennesker bor lige op af et område, hvor der færdes mange andre. Men vi kan ikke have et parallelt skiltepoliti, der mener, at de er hævet over loven og kan afholde medborgere fra at gå på offentlig vej og strand.

Nok har vi sat hegnspæle rundt om os selv under corona, men vi kan ikke udvide det til at gælde fysiske afskærmninger for andre i det offentlige rum. Vores natur er heldigvis fælleseje i store dele af landet. Det skal vi værne om. Det giver livskvalitet for alle og skal ikke være reserveret for de få. Vi kan ikke tillade, at nogle mener, de har ret til selvregulering, fordi det er irriterende, at andre bevæger sig fuldt lovligt omkring.

Poul Erik Pedersen er formand for Friluftsrådet i Nordsjælland. Han oplever, at organisationen får flere henvendelser fra borgere end tidligere.

»Coronatiden har gjort, at væsentlig flere valfarter ud i naturen, og så er der jo flere til at øje på skiltene. Folk står måske med et kort, hvor der står, at de skal gå en særlig vej, men pludselig står der så et skræmmeskilt. De fleste kender ikke adgangsvilkårene, som vi gør, og det betyder, at folk bliver usikre og frustrerede. Skiltene er desværre med til at give en dårlig oplevelse i naturen,« siger han til Berlingske.

Naturen og sommerhusområderne er ikke det eneste sted, vi møder skræmmeskiltene. Også i byerne kender vi fænomenet fra mange butiksvinduer med følgende advarsel: Cykler fjernes uden ansvar.

Skiltet er i sig selv ikke ulovligt. Det er det til gengæld, hvis ejeren faktisk fjerner eller bortskaffer cyklen helt fra området. Så er det tyveri, for du må gerne stille din cykel på gaden.

Selvfølgelig skal vi tage hensyn til hinanden. Men man kunne sige det pænere end med skræmmeskilte og advarsler. Ellers er der meget, man pludselig kunne kræve ret til, blot ved at opsætte et skilt. Ret til ro. Ret til særlig adgang. Ret til at synes, at et offentligt område skal bruges på en bestemt måde, fordi man har en subjektiv opfattelse af, at man ejer området mere end andre. Det går ikke. Der er rigelig med retningslinjer, vi skal forholde os til. Lad os ikke som privatpersoner producere flere.