Min venstre skulder værker stadig lidt, når jeg skriver disse linjer. En helt almindelig bivirkning ved den Pfizer-vaccine, jeg har fået i Øksnehallen. Et skud i armen betyder mere frihed lige om hjørnet og mere fred i mine næsebor. For med vaccinen er det også snart slut med de hyppige besøg i Copenhagen Medicals lyntestcentre rundt omkring i hovedstaden.
Her har jeg ligesom hundredtusindvis af andre borgere været fast gæst to-tre gange om ugen. Derfor kan jeg godt tillade mig at rose Copenhagen Medical lidt. Jeg er alligevel snart ude af biksen, nyvaccineret og forhåbentlig fri for test. Hvor nogle kun så coronaen som en verdensomspændende krise, så andre en mulighed og tænkte i løsninger.




