Sex foran vinduerne. Skrald, knuste flasker og larm fra buldrende soundbokse.

Beboere på Islands Brygge og i Nordhavn har de sidste par somre været vidner til lidt af hvert. Og noget tyder på, at de også denne sommer kan få udfordringer med festglade gæster, der forstyrrer nattesøvnen.

Der kommer nemlig ingen tryghedsvagter denne sommer. Det oplyste justitsminister Nick Hækkerup (S) til Jyllands Posten i weekenden.

Og det har fået den københavnske børne- og ungdomsborgmester op af stolen:

»Det fik mig helt op i det røde felt, da jeg så, at justitsministeren igen har udsat muligheden for at sende sikkerhedsvagter rundt,« siger Jakob Næsager til TV 2 Lorry og tilføjer:

»Vi har masser af københavnere, der har kæmpet for at sikre ro foran deres soveværelsesvinduer. Når de ringer til politiet, kan de jo ikke komme. Det var det, vagterne skulle have hjulpet med.«

Forsøgsordning

Som en del af politiaftalen fra 2020 blev der aftalt en forsøgsordning, hvor kommunerne kunne indsætte de såkaldte tryghedsvagter i områder, hvor der er meget støj, eller der sker mange indbrud.

Men forsøgsordningen er aldrig kommet i gang, og nu udskydes den til næste folketingssamling, fordi der ikke er enighed på Christiansborg om, hvilke beføjelser vagterne skal have. Det betyder, at tryghedsvagterne tidligst kan komme på gaden i 2023

Uenighederne går især på, om der skal bruges droner, og om tryghedsvagterne skal kunne udskrive bøder.

»Når vi bliver præsenteret for et forslag, hvor tryghedsvagterne ikke får nogen beføjelser, og et forslag, som de kommuner, jeg har talt med, finder ubrugeligt, så kan vi selvfølgelig heller ikke gå med til det,« siger De Konservatives retsordfører, Britt Bager, til Jyllands-Posten.

Også i flere af de nordsjællandske kommuner er man skuffede over, at forsøgsordningen ikke bliver til noget. Blandt andet i Hørsholm, hvor man har været hårdt præget af indbrud:

»Det er et kæmpe problem. Hørsholm er den kommune i landet, der har flest indbrud. Og indbrud giver utryghed,« siger borgmester Morten Slotved (K) til Ritzau og tilføjer:

»Bare det, at der bliver set nogle vagter i nærområdet, kan være med til at nedbringe indbrudsandelen.«

Jakob Næsager er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune. Han fortæller til TV2 Lorry, at han er skuffet over, at forsøgsordningen med tryghedsvagter ikke bliver til noget i denne folketingssamling: »Vi kan sende tyssetanter ud, men de har jo ikke en bødeblok med,« siger han.
Jakob Næsager er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune. Han fortæller til TV2 Lorry, at han er skuffet over, at forsøgsordningen med tryghedsvagter ikke bliver til noget i denne folketingssamling: »Vi kan sende tyssetanter ud, men de har jo ikke en bødeblok med,« siger han. Søren Bidstrup