Københavns Politi med opfordring til drabsmand

Politiet har en indikation af, hvem gerningsmanden er.

Onsdag aften døde en 35-årig mand efter et knivstikkeri, hvor en 31-årig mand også blev stukket og er i kritisk tilstand.

Politiet har en indikation af, hvem gerningsmanden er, og opfordrer ham til at melde sig selv.

»Vi har med hjælp fra vidner og optagelsen af knivstikkeriet et godt billede af, hvem der er gerningsmanden, og ham leder vi efter lige nu. Er der vidner, der ved, hvem han er, og hvor han befinder sig, så hører vi selvfølgelig gerne fra dem, og jeg vil også opfordre ham til selv at kontakte os,« siger politikommissær Peter Kamp fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet på Peter Sabroes Gade klokken 20.03. I forbindelse med efterforskningen har Københavns Politi været i kontakt med flere vidner og har også modtaget en videooptagelse af hændelsen.

Derfor har politiet en klar idé om, hvem gerningsmanden er.

Man ved endnu ikke, hvad der førte til knivstikkeriet. De tre personer har tilsyneladende haft et forudgående skænderi på et værtshus, lyder det i pressemeddelelsen. Politiet vurderer ikke, at episoden er banderelateret.

Desuden opfordrer de til ikke at dele videooptagelser fra overfaldet, hvis man har det.

»Det er nogle voldsomme optagelser, som ikke skal ud og florere på nettet. Har man billeder eller optagelser af hændelsen, kan man overdrage dem til politiet og ikke andre,« siger Peter Kamp.

Københavns Politi vil i dag i tidsrummene fra kl. 8-12 og 15-18 være til stede på Peter Sabroes Gade med den mobile politistation.

»Borgere, der har bekymringer eller viden om knivstikkeriet, er meget velkomne til at komme forbi og få en snak med betjentene,« lyder det.