Københavns Kommune skifter til el: 556 køretøjer skal udskiftes

Frem til 2031 skal alle Københavns Kommunes køretøjer udskiftes med elbiler.

Københavns Kommunes vognpark skal gennemgå en grøn omstilling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra 2031 skal det være slut med dieselbiler i vognparken hos Københavns Kommune.

I alt 556 af kommunens køretøjer på diesel skal løbende udskiftes til elbiler, hvilket kommer til at koste 208 millioner kroner plus 14,5 millioner kroner til ladestandere.

Det sker som en del af den nye budgetaftale for 2023, der helt historisk kom i stand udenom Socialdemokratiet med et flertal bestående af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. .

Udskiftningen skal ske i takt med, at de nuværende køretøjer bliver nedslidt, hvilket er årsagen til, at projektet først er færdigt i 2031. Det drejer sig blandt andet om 196 minibusser og 193 varevogne.

»Med aftalen tager vi endnu et stort skridt i retning af en CO₂-neutral fremtid, og det glæder mig, at der er flertal for at sætte gang i udskiftningen. Vi har en stor mængde dieseldrevne køretøjer i Københavns Kommune, og ved at overgå til fossilfri alternativer kan vi tage en stor bid ud af vores samlede CO₂-udledning,« siger teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL), i en pressemeddelelse.

Udskiftningen vil ifølge Københavns Kommune betyde en samlet reduktion på 16.000 ton CO₂. Kommunens samlede CO₂-udledning var i 2020 1.050.139 ton.