Københavnere og turister valfarter hvert år til Bispebjerg Kirkegård, når kirkegårdens kirsebærtræer blomstrer.

Mange tager et billede af de flotte kirsebærtræer og lægger det på sociale medier. Andre nøjes med at nyde synet af de flotte træer, der danner en lyserød tunnel ned gennem Bispebjerg Kirkegård.

Men kirkegården bliver også besøgt af borgere, der kommer for at sørge over en afdød person. Det virker indlysende, men det er ikke alle, der tager tilstrækkeligt hensyn til sørgende personer. Det oplyser Københavns Kommune på sin hjemmeside.

»Desværre har vi før oplevet, at besøgende ikke har vist tilstrækkeligt hensyn til dem, som er på kirkegården af helt andre årsager. Det kan være efterladte, som sørger over et afdødt familiemedlem, og de har altså førsteprioritet. De er der ikke for at glædes over blomstrende træer, men for at finde ro, og det skal der være plads til. Så vær opmærksom, når du besøger kirkegården og udvis den omtanke,« siger Jakob Tamsmark, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Teknik- og Miljøforvaltningen opfordrer derfor besøgende til at vise »hensyn og være opmærksom på deres omgivelser«. Det gælder særligt ved Søndre Kapel, når der er højtidelighed, da kapellet ligger op ad Kirsebæralleen.

Københavns Kommune opfordrer desuden besøgende til at følge den ensretning til og fra kirsebæralleen, som skilte guider til, når man træder ind på kirkegården. Samtidig opfordres besøgende til at benytte indgangen ved Frederiksborgvej 125.

»Vi glæder os hvert år til det store rykind, som kirsebærtræernes blomstring afstedkommer. I år vil der være en ensretning af vejen til og fra Kirsebæralleen, og på selve alleen kan man frit gå frem og tilbage. Erfaringer fra tidligere har nemlig vist, at en ensretning på dele af stierne kan være med til at give et bedre flow og en bedre oplevelse for de mange besøgende,« lyder opfordringen fra Jakob Tamsmark, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.