København skal have en ny naturpark i Nordhavn, der får udsigt over Øresund og bliver dobbelt så stor som Kongens Have.

Området skal være ubebygget og fremstå grønt, ligesom der skal være områder med faciliteter til sport.

Hvad naturparken ellers skal indeholde, og hvordan den skal se ud i virkeligheden, beder Københavns Kommune nu borgerne om hjælp til.

»Med naturparken i Nordhavn får vi et nyt grønt fristed, og jeg glæder mig til at høre københavnernes bud på, hvordan vi gør parken attraktiv for alle. Det er første gang siden anlæggelsen af Amager Strandpark, at København får en ny park af den størrelse, og derfor har vi brug for at få alle gode ideer på bordet,« siger overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.

Her skal Naturpark Nordhavn ligge placeret.
Her skal Naturpark Nordhavn ligge placeret. By & Havn

Dialogen med borgerne forventes at foregå fra september til december i år. Her vil der blandt andet blive afholdt fokusgruppeinterview samt en naturparkdag med dialogmøder og gåture i området. Disse aktiviteter er ikke kun for områdets lokale beboere, men alle københavnere, der har lyst til at give deres besyv med.

Københavnerne vil desuden blive inddraget via kommunens sociale medier. I november og december bliver ideerne så samlet op, bearbejdet og testet af rådgivervirksomheden Bark.

Teknik og miljøborgmester i Københavns Kommune Ninna Hedeager Olsen (EL) glæder sig over, at borgernes inddrages i udviklingen af den nye park.

»Det er sjældent, at vi får mulighed for at være med til at sætte præg på så stort et nyt, rekreativt område. For mig er det vigtigt at sikre, at parken bliver et bidrag til at fremme biodiversiteten og skabe nye grønne opholdsmuligheder, men vigtigst af alt er det, at det her er et projekt, vi laver sammen. Så jeg glæder mig meget til at høre københavnernes idéer og forslag,« siger hun i pressemeddelelsen.