København skal have mere metro - her er de tre mulige scenarier

Feltet er indsnævret, og der er nu tre mulige metrolinjer i spil, som i fremtiden kan bringe borgere frem og tilbage til Københavns nye ø Lynetteholmen. Samtidig undersøger man en ny linje mellem København og Frederiksberg.

I forbindelse med etableringen af den nye ø Lynetteholmen skal København have mere metro. Spørgmålet er, hvor fremtidens metrolinje skal køre, og nu er man klar med tre bud. Arkivfoto: Søren Bidstrup

Det begyndte med et spindelvæv bestående af syv forskellige linjer, der kunne fragte borgere frem og tilbage med metro til Københavns fremtidige bydel Lynetteholmen i Øresund.

Men nu er flere af stregerne på kortet over København fjernet og projektet konkretiseret. Det har betydet, at der nu kun er tre metrolinjer tilbage, som man ønsker en mere detaljeret og teknisk udredning af.