Knusende sejr viser, at Gentofte ikke kun var forelsket i bykonge: »Det var den store usikkerhedsfaktor«

Gentofteborgerne cementerede deres opbakning til De Konservative, selvom bykongen over alle bykonger ikke var at finde på stemmesedlen.

Man kan ikke sige Gentofte uden at sige De Konservative.

For Gentofte har haft en konservativ borgmester, siden ruder konge var knægt. Nærmere bestemt i 112 år, og i disse år har borgmestrene i den konservative kongerække, om man vil, siddet tungt på magten.

Faktisk så tungt, at nærværende skribent tog sig selv i at sige »Gentofte«, da han egentlig skulle have omtalt De Konservative - godt nok i Gentofte. Pinligt.

Dominansen til trods skulle partiet alligevel stå en afgørende prøve ved gårsdagens kommunalvalg. For med stemmeslugeren Hans Tofts afgang i maj meldte et afgørende spørgsmål sig:

Var gentofteborgerne i virkeligheden forelsket i Hans Toft og ikke i partiet De Konservative? Bykongen, som han også blev kaldt, fik trods alt langt størstedelen af K-stemmerne i 2017 og var indbegrebet af De Konservative i Gentofte:

»Det er klart, at det var den store usikkerhedsfaktor,« sagde en øldrikkende, men også fattet, arveprins Michael Fenger (K), da Berlingske fangede ham kort efter valgsejren.

Den konservative borgmester havde da også forventet en tilbagegang, men den blev langt mindre, end han havde regnet med. Partiet gik tilbage med én procent og sidder derfor fortsat med det absolutte flertal i kommunalbestyrelsen med 12 pladser til følge:

»Når vi stod over for at skulle gå i fodsporene på en borgmester, der var så stærk og dominerende, som Hans Toft var, var vi i virkeligheden bagud 1-0 fra start. Derfor er resultatet overraskende godt,« lød det fra Michael Fenger.

Bagud 2-0

Mens partiet som helhed var bagud »1-0«, var Hans Toft-efterfølgeren nærmere bagud ud »2-0«, siger Fenger selv.

Hans Toft, der indtog borgmesterposten i 1993, fik nemlig 36,9 procent af alle stemmer i Gentofte ved kommunalvalget i 2017, hvilket svarer til 14.926 af slagsen. De Konservative fik tilsammen 23.506 stemmer og gik dermed frem. De politiske sko, som Michael Fenger skulle udfylde, var med andre ord ualmindeligt store.

Michael Fenger (K) kunne ikke nå samme højder som Hans Toft, men det forventede han heller ikke:

»Jeg vidste, at jeg med stor sikkerhed ville få langt færre stemmer end Hans Toft. Så for mig handlede det mere om, hvor mange stemmer vi fik som parti. Derfor er jeg virkelig, virkelig glad for, at vi klarede os så godt som hold.«

Michael Fenger fik 8.997 personlige stemmer, og selvom han ikke kom i nærheden af Hans Toft, vakte det stor jubel i den konservative gruppe, da Fengers personlige stemmetal blev læst op. Michael Fenger selv var glad for, at partiets kandidater kunne dele Hans Tofts tidligere vælgere mere jævnbyrdigt imellem sig:

»Resultatet bekræfter, at borgerne har en enorm tillid til De Konservative, og den tillid, de har haft til Hans Toft, har de overført til partiet – og i et stort omfang også til mig og de andre kandidater.«

Ny stjerne

Selvom alt tilsyneladende er, som det plejer i det konservative Gentofte, blev en ny, politisk stjerne født på valgaftenen.

Marie Brixtofte, der er datter af den tidligere Farum-borgmester og kontroversielle Venstre-stjerne Peter Brixtofte, bragede ind i Gentoftes kommunalbestyrelse med 1522 personlige stemmer. Godt nok ikke for Venstre som sin far, men for De Radikale, der dermed fordoblede sit mandat i byrådet til to.

Marie Brixtofte fra Radikale Venstre i Gentofte har sikret sig et sæde i Gentoftes kommunalbestyrelse. Liselotte Sabroe

Sammen med partifællen Kristine Kryger har hun forholdt sig kritisk til De Konservative gennem valgkampen, og det gjorde sig senest gældende, da blandt andre Berlingske forleden kunne afdække, at Kongelig Dansk Yachtklub tilsyneladende var blevet lovet en byggegrund uden om kommunalbestyrelsen. Det skrev yachtklubben i hvert fald selv i en foreløbig ansøgning til A.P. Møller Fonden. Borgmester Michael Fenger afviste anklagen.

Tirsdag aften sendte Marie Brixtofte også en stikpille afsted mod De Konservative:

»Det er ikke sundt at have et så overvældende flertal, som De Konservative har. Vi skal prikke lidt til dem, så de ikke falder i søvn,« sagde hun.

I Gentofte er det imidlertid ganske almindeligt, at sejrsherrerne går hjem og sover trygt efter valgresultatet uden nævneværdige politiske sværdslag. Det kan man nemlig tillade sig med sådan et valgresultat, som De Konservative fik, sagde Michael Fenger.

Forholdt kritikken fra De Radikales Brixtofte var borgmester Michael Fenger imidlertid afvisende. Partiet søger samarbejdet med de andre partier, og derfor gør det ikke noget, at partiet fylder så meget, som det gør i Gentofte, lød budskabet.