En ellers ganske rolig fredag formiddag på Torvet i Hillerød udviklede sig pludselig i en dramatisk retning.

Mens gæsterne på torvets cafeer nød et måltid mad, indtraf et særligt vejrfænomen på Slotssøen, som ligger op til Torvet i Hillerød.

»Der er en tornado i Hillerød,« sagde Kenneth Sloth Sørensen, mens han optog vejrfænomenet på sin telefon.

Man kan se på videoen, at det blæste gevaldigt på torvet, hvor en gæst så sig nødsaget til at lyne sin jakke op.

Det var imidlertid ikke nogen tornado, der havde indfundet sig på Slotssøen.

Det var en såkaldt støvdjævel. Det bliver den kaldt, fordi den oftest hiver støv op i den snurrende bevægelse.

Ifølge vagthavende meteorolog hos DMI Hans Peter Wandler er en støvdjævel et relativt kendt fænomen i Danmark, men det er atypisk, at det indtræffer så tidligt på året.

»En støvdjævel indtræffer som regel i sensommeren. Det er også derfor, vi tidligere har kaldt den for en høtyv, fordi den kan hive fat i hø, der ligger løst, og få det til at hvirvle rundt på marken,« siger han.

Ifølge Hans Peter Wandler opstår fænomenet som regel på en solrig dag, hvor jorden bliver varmet op af solen. Det samme gør luftlaget lige over jordoverfladen, og luften stiger derefter til vejrs. Det er, hvad vi kender som opvind.

»Hvis vi så har en lille hvirvel ved jordoverfladen, som bliver fanget af opvinden, så bliver den strakt ud,« siger meteorologen.

Jo mere at den bliver strakt ud, desto hurtigere roterer den:

»Det skaber en rotation, som kan ligne en tornado, og det kan godt skabe en vis blæst i det omkringliggende miljø,« fortæller Hans Peter Wandler.

Ifølge meteorologen er støvdjævler ikke til fare for mennesker i Danmark, men det kan de godt blive, hvis man tager sydpå.

»I Danmark kan de kun lave materielle skader. Men hvis du tager sydpå, kan de for eksempel godt blive ti meter brede og 100 meter høje. Så begynder ting at blive ødelagt,« siger Hans Peter Wandler.