Det er blevet justeret, ændret og har fået nye skilte gentagne gange.
For både naboer, erhvervsdrivende og trafikanter har været utilfredse med krydset ved Dybbølsbro i København, som ofte er skyld i kaosscener, hvor cyklister ender med at holde for rødt helt ude på kørebanen.
Nu kommer der endnu en stor ombygning, fordi krydset ikke er sikkert nok for cyklister. Arbejdet på en længe varslet cykelsti på tværs af Ingerslevsgade skydes i gang i næste uge. Det skriver SydhavnenLIV på baggrund af et brev fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
»Krydset bliver ombygget, fordi tilpasninger det sidste års tid har vist sig ikke at være tilstrækkelig sikre for de omkring 10.000 fodgængere og 25.000 cyklister, der dagligt passerer krydset,« lyder det ifølge SydhavnenLIV i brevet fra kommunen, der er sendt til beboere i området.

Arbejdet strækker sig frem til februar 2023 og skal resultere i en dobbeltrettet, diagonal cykelsti gennem krydset og over Yrsas Plads til Dybbølsgade. Den løsning er aldrig set før i Danmark.
Det skal forhindre, at cyklister i hobevis ender i hjørnerne af krydset, hvor de i dag er i vejen for fodgængere og bilister.
I 2019 indviede man cykelstien, der er Danmarks bredeste. Ifølge mediet EjendomsWatch kostede den 100 millioner kroner og var allerede fra begyndelsen udskældt.
Siden har flere andre løsninger har været forsøgt uden held. I 2019 prøvede man med blå cykelbaner, piktogrammer, nye skilte og omstilling af signaler. Tidligere har en rundkørsel også været på tegnebrættet som mulig løsning, men det vurderede kommunen var for generende for biler og busser.



