Kaos og hærværk i Fælledparken er blevet for meget for lokal forening – som foreslår drastisk tiltag
Dusinvis af fugle er blevet dræbt af hunde uden snor, lamper er blevet smadret, og torsdag kunne lokal forening finde et fire meter højt fældet nåletræ. Nu kræver lokal forening et drastisk skridt fra myndighederne.
Fælledparken på Østerbro i København, hvor foreningen Fælledparkens Naturvenner er træt af det, foreningen beskriver som kaotiske tilstande med hunde uden snor og hærværk. Niels Ahlmann Olesen/Arkivfoto
Flere end 30 døde ænder – flere af dem hovedløse – en håndfuld døde svaner og en død due på bare et par måneder.
I begyndelsen af november var det, hvad foreningen Fælledparkens Naturvenners fandt i den populære park på Østerbro i København.
Nu beretter foreningens formand om hærværk som smadrede lamper og senest et fire meter højt fældet nåletræ, der torsdag blev fundet over 30 meter fra, hvor det i sin tid blev plantet.
Tom Lisborg, der er formand for foreningen, hvis Facebook-gruppe tæller over 7.500 medlemmer, forklarer her, at han og en anden voksen mand fra gruppen ikke kunne rokke det fældede træ, hvorfor det må have krævet en betydelig indsats fra gerningsmændene.
Hærværk har taget overhånd, mener han, der flere gange har råbt op om de døde fugle, som efter alt at dømme er resultatet af hunde uden snor, hvilket ikke er tilladt i Fælledparken.
Hovedløs and fundet i oktober i Fælledparken. Fælledparkens Naturvenner
Tiltag skal genoprette »lov og orden«
Foreningen har tidligere lagt pres på Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, som er parkmyndighed, for at tage hånd om problemerne.
»Man kan ikke have en myndighed, som intet vil foretage sig,« sagde Tom Lisborg til Berlingske i november.
Til nærværende avis forklarede Jakob Tamsmark, der er enhedschef i forvaltningen, at kommunen var »opmærksom« på situationen, men at man efter konsultation med Fødevarestyrelsen fik meldingen, at der ikke var behov for yderligere undersøgelser af omstændighederne bag de døde fugle.
Efter fundet af det fældede træ foreslår Tom Lisborg i ØsterbroLIV, at der bliver taget mere drastiske metoder i brug.
»Fælledparkens Naturvenner kræver, at der bliver opsat overvågningskameraer i Fælledparken. Situationen i Fælledparken må nu nærmest beskrives som anarki, hvor der ikke hersker lov og orden,« siger han til lokalmediet.
Han forklarer yderligere, at der dagligt er problemer med hunde uden snor, hvis ejere truer med vold, når det påtales, at det ikke er tilladt.
Del:
Andre læser også
Metropol
Dyr dør i københavnsk park og bliver fundet uden hoved. Nu har forening fået nok og afleveret dem hos kommunen
Økonomi
Se listen: Disse uddannelser tjener mest – særligt én fællesnævner går igen i top ti
Business
Se listen: Så meget tjener man i forskellige typer af job