Klokken lidt i ét tirsdag eftermiddag begynder folk at samle sig på Blågårds Plads. Op mod 200 mennesker er dukket op. Folk snakker og griner, og egentlig føles det her som en ganske almindelig forårsdag på Nørrebro. Nogle sidder med en smøg i hånden, andre med et barn på armen, men fælles for dem er, at de er dukket op for at demonstrere for fred.
Arrangørerne bag arrangementet træder op på scenen. Pladsen jubler.
»Han har fået forbud mod at holde sin demonstration det næste sted, så på den måde har vi allerede vundet,« siger en af initiativtagerne, Uzma Ahmed, med henvisning til Rasmus Paludan, og bliver mødt med endnu mere jubel.
»Jeg synes, vi skal blive her og fejre det, for vi har faktisk vundet den her plads. Vi gider ikke dømmes ude, og vi gider ikke beskyldes for at være dem, der ikke kan finde ud af bevare freden, for hvis der noget, vi er gode til, så er det faktisk det. Så skal vi ikke fyre den af og holde en fest her? Det er det, vi har brug for,« siger Uzma Ahmed ivrigt ind i mikrofonen, og bliver mødt af et kæmpe bifald.
Eftermiddagen står i stærk kontrast til de seneste dages uro i området omkring Blågårdsgade på Nørrebro. Rullemarie blev tirsdag morgen taget i aktion, efter man havde fundet en håndgranat forud for, at Rasmus Paludan ville demonstrere endnu en gang på Blågårds Plads. Senere på dagens skulle politiet fortælle, at Rasmus Paludan var blevet forbudt at demonstrere i København den næste uge.
Selvom Paludan fik påbud om ikke at demonstrere på Blågårds Plads tidligt tirsdag, besluttede moddemonstrationen at gennemføre sine planer.
Samtalen, der er gået galt
Komikeren Anders Stjernholm, der stiller op for Alternativet i Københavns Omegn til Folketingsvalget, går i løbet af arrangementet på scenen for at opfordre folk til at gå i dialog med ham og Simon Nielsen Ørregaard, der også er »ivrig ateist«. De to har sammen skrevet bogen »Du er jo ateist! En vantro debatbog«, der udkommer onsdag den 17. April.
Som ateister mener de, at religionskritik er vigtigt, og at religiøse dogmer må og skal udfordres - men at det skal foregå gennem dialog.
»Det er den samtale, der er gået galt. Det bliver vi kun bekræftet i, når folk begynder at sparke, slå og sætte ild til ting. Vi overlader samtalen til dem, der er dårligst til den,« siger Anders Stjernholm, da Berlingske udsendte går ned til det område, hvor de to forfattere har stillet sig klar til at gå i dialog med de interesserede.
En ældre muslimsk mand, der ikke vil have sit navn i avisen, er allerede gået i dialog med de to ateister, og man kan mærke, han er berørt. Ikke længe efter kommer Noha på 36 år, der ikke ønsker sit efternavn i avisen, til.
De to muslimer mener begge, at deres religion bliver udskammet, når Paludan demonstrerer.
Noha, der bor lige ud til Blågårds Plads fortæller, at det gjorde så ondt på hende at se Rasmus Paludan brænde koranen af søndag, at hun havde svært ved at holde tårerne tilbage.
»Det er ren provokation, det han gør. Der er ikke nogen herude, der bryder sig om, hvad der skete efterfølgende i søndags, det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Men det er heller ikke fair, at han får lov til at stille sig et sted, hvor der bor mange af anden etnisk herkomst, som kan reagere på det, han gør. Han udnytter jo ytringsfriheden,« siger Noha.
Simon Nielsen Ørregaard giver hende ret i, at Paludan tester ytringsfriheden:
»Men det er det, der er grundessensen ved demokrati - at man også kan acceptere de uacceptable holdninger,« siger han.
De diskuterer fredeligt.
»Helt ærligt, hvis der var nogle muslimer, der stillede sig ud foran synagogen i Krystalgade og begyndte at brænde Toraen af, ville de slet ikke få lov - og det skal man heller ikke, uanset hvilken religion der er tale om,« siger Noha.
Anders Stjernholm siger, at han ville ønske, at det kunne lade sig gøre.
»Når jeg siger det, så er det ud fra en drømmetanke - en idealistisk tanke, der hed, at enhver person kunne stå og tørre røv i noget, der er helligt for andre, og vi bare ville løfte på skuldrene og sige »HA«, og at ingen ville lade sig gå på af det, siger han.
»Men det er ikke ytringsfrihed,« understreger Noha.
»Men hvor skal vi så sætte den grænse?« spørger Anders Stjernholm Noha.
»Ja, det synes jeg jo politikerne skal vurdere. Vi kan jo se, hvornår det tipper. Hvorfor sætter vi den ikke der?« svarer hun igen.
Anders Stjernholm formål med at samtalen er at forklare, hvor svært det er at sætte en grænse, der bliver behandlet ens af alle.
»Der vil altid være nogen, der ikke respekterer noget, så meget, som vi ønsker. Der er altid idioter, ligemeget om man er ateist, jøde, muslim eller stemmer på Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Og kun, hvis vi vi tillader alle de idioter at sige alt deres idioti, mens alle os, der fatter ting, lader dem gøre det, opstår der en ren linje, for hvad der må blive sagt,« siger Anders Stjernholm.
Det argument har Noha svært ved at imødekomme.
»Det har bare taget overhånd, synes jeg. Hvorfor skal man provokere bare for at provokere?« spørger hun afslutningsvist.
Nej tak til dårlige vibes
Foran scenen kan Berlingskes udsendte ikke undgå at overhøre en samtale mellem to unge gymnasieelever.
»Fedt, så slipper vi for alt den had, og alle de dårlige vibes, han kommer med,« siger Anne Hartung Olsen til veninden Clara Thorndahl, som er enig.
De to unge piger, der går i 3g, har taget turen fra Hillerød i Nordsjælland ind til Blågårds Plads på Nørrebro. De mener, det er vigtigt at bakke op om et initiativ, der forsøger at skabe fred frem for ballade og splittelse, som de mener Rasmus Paludan er med til at skabe, når han demonstrerer.
»Det her er et utrolig fedt initiativ. Jeg elsker det. Folk mødes for at vise, at man sagtens kan demonstrere uden at være hadsk. Det er nærmest som om, der er kærlighed i luften lige nu. Det er det smukke ved det her - når uretfærdighed kan bringe folk sammen,« siger Clara Thorndahl.
Hendes veninde Anne Hartung Olsen bryder ind:
»Jeg tror sådan set, at uanset hvilken gruppe af mennesker, man har med at gøre, så kan man presse dem til det yderste og provokere dem. Tog man ud til en gruppe højrenationalister, er jeg sikker på, man ville kunne få den samme reaktion, hvis man provokerede dem rigeligt. Folk kan altid være voldelige, hvis de gerne vil være voldelige,« siger hun til Berlingske.
Samtalen bliver afbrudt af musikken, der bryder igennem højtalerne. Ned fra scenen træder arrangørerne og begynder at dele blomster ud til mange af de fremmødte. Folk bryder ud i kæmpestore smil, da de får overrakt en lille blomst.
