Internationalt medie kårer dansk julemarked som et af de bedste i verden: »En vinteroplevelse som ingen anden«

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Tivoli bliver fremhævet som et af de bedste julemarkeder i verden af det internationale medie CNN. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik, kære læser.

I dag skal I blandt andet læse om et dansk julemarked, der er blevet udpeget som et af de bedste i verden af et internationalt medie.

Men vi starter med at se nærmere på et parløb mellem fodboldklubben F.C. København og Frederiksberg Kommune, der er kommet i myndighedernes søgelys.

Efter aftale med FCK: Nu skal politikerne på Frederiksberg stå skoleret

Som beskrevet i Berlingske har Frederiksberg Kommune og F.C. København indgået en aftale om, at fodbolddrenge fra FCK skal gå på en kommunal skole på Frederiksberg.

Aftalen indebærer blandt andet, at FCK betaler for den kompenserende undervisning, som FCK-talenterne får på Frederiksberg-skolen, når de ikke har haft mulighed for at deltage i den almindelige undervisning – for eksempel på grund af træningslejre.

Den del af aftalen er nu kommet i Ankestyrelsens søgelys. Styrelsen vil have kommunalbestyrelsen til at redegøre for, hvordan kommunen er nået frem til, at det er inden for rammerne af lovgivningen, at FCK betaler for undervisningen.

»Vi skal bruge udtalelsen til at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag,« skriver styrelsen.

Læs hele historien her.

Soldaterne flygter for livet. Nu har politikerne fået tre ubehagelige grafer, som viser, hvor galt det står til

Fredag kunne Berlingske fortælle, at Hæren mangler hver fjerde soldat. Nu viser tre grafer, som Folketingets forsvarsordførere har fået udleveret, den kæmpe udfordring, som ligger bag.

Den ene graf viser, at ikke alene forlader civile og uniformerede ansatte Forsvaret. Flugten til civilsamfundet accelerer også i tempo.

En anden graf viser, at halvdelen af alle nyansatte konstabler er væk igen efter tre år – ser man på Hæren alene, er næsten hver tredje flygtet ud, før der er gået et år.

Den tredje graf viser det samme, bare for sergenter – de befalingsmænd, som leder de menige soldater, og som der også enorm mangel på lige nu, især de erfarne. Efter halvandet år er 20 procent væk igen, og efter tre år er kun 60 procent tilbage.

Læs hele historien her.

Christian Egander Skov: Venstre bærer hele borgerlig bloks splittelse i sig

Der venter en svær opgave for Troels Lund Poulsen, der som nyslået Venstre-formand skal forsøge at genrejse det sønderskudte parti. 

Det skriver Christian Egander Skov, ph.d. og forfatter til bogen »Borgerlig krise«, konsulent ved Tænketanken Prospekt og redaktør på Årsskriftet Critique, i en kommentar i Berlingske.

»Venstre bærer hele borgerlig bloks splittelse i sig. Hans opgave er at formidle og formilde,« skriver han.

Ifølge Christian Egander Skov skal Troels Lund Poulsen på den ene side vise »partiets mægtige landbrugslobby, hvor skabet skal stå.« Samtidig skal han finde »en fortælling om partiet, der stikker dybere end 89’er-liberalismen.«

Læs hele kommentaren her.

Internationalt medie udpeger julemarked i København som et af de bedste

Det internationale medie CNN har lavet en liste over de bedste julemarkeder på verdensplan i anledningen af, at det snart er december, og et dansk et af slagsen har fundet vej til listen.

CNN omtaler nemlig Tivolis julemarked og fremhæver blandt andet Tivolis forlystelser og havens »smukt dekorerede juletræer«:

»En vinteroplevelse som ingen anden,« skriver CNN.

Tivolis luciaoptog får også rosende ord med på vejen:

»Det årlige luciaoptog, der finder sted 13. december, hvor mere end 100 piger går igennem haverne, mens de bærer stearinlys og synger for at markere Santa Lucia-dagen, er et særligt højdepunkt,« skriver mediet.

Læger ændrer hudfarven i lægehåndbog

En række læger er gået sammen om at opdatere artiklerne om hudsygdomme i Læge- og Patienthåndbogen, så de indeholder bedre beskrivelser af symptomer og et større udvalg af billeder af, hvordan sygdommene kan komme til udtryk i både mørk og lys hud. 

Det skriver Politiken.

Hidtil har for eksempel Lægehåndbogen primært indeholdt eksempler med hvid hud, og det kan have mindsket lægers muligheder for at diagnosticere hudsygdomme på mennesker med brun hud, da læger dermed ikke har været lige så trænet i at kigge på billeder af brun hud.

»Jeg er glad for, at vi nu får ændret denne skævhed. Det er egentlig ærgerligt, det ikke er sket før, fordi der ikke har været fokus på problemet,« siger Tove Agner til Politiken.

Det sker i dag

  • Kronprins Frederik holder Kongejagt i Gludsted Plantage.

  • Europa-Kommissionen ventes at præsentere sin økonomiske efterårspakke med anbefalinger til medlemslandene om det offentlige forbrug.

  • Udlændinge- og Integrationsudvalget har kaldt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i samråd om individer, der offentligt viser støtte til terrororganisationer.

  • Vestre Landsrets 7. afdeling fortsætter sagen mod slagterikoncernen Danish Crown, der er stævnet af Dansk Vegetarisk Forening og Foreningen Klimabevægelsen i Danmark for såkaldt greenwashing af sine produkter.