De varme temperaturer og lange sommerdage sætter næsten perfekte rammer for nogle hyggelige timer i de københavnske gader og parker.
Men det er ikke kun sommerglade københavnere og turister, der er at finde i bybilledet i disse dage. Når mange mennesker søger ud under åben himmel, lokkes også tricktyvene frem af de gode arbejdsvilkår.
Men trods de rette arbejdsforhold blev en 29-årig mand med lange fingre søndag eftermiddag alligevel indhentet af lovens lange arm.
Københavns Politi har sigtet manden for et tricktyveri samt et forsøg på tricktyveri – begge dele skulle være foregået omkring klokken 17 i Fælledparken på Østerbro. Han blev mandag fremstillet i et grundlovsforhør.
»Sommersæsonen, hvor der ofte er mange mennesker i byens parker, er – desværre – også højsæson for tricktyve. Derfor har vores tyverisektion også ekstra fokus på dem i øjeblikket, og derfor vil jeg gerne opfordre til, at man ikke har sin mobiltelefon og andre værdigenstande liggende uden opsyn,« skriver leder af nærpolitiet Thomas Ahlburg i en mail til KøbenhavnLIV.
I et andet tilfælde skrev Københavns Politi på Twitter, at de natten til lørdag havde anholdt to tricktyve i Indre By efter forsøg på tyveri af ure. De er dog efterfølgende blevet løsladt igen.
Ved nogle af tricktyverierne er fremgangsmåden den, at tyvene udgiver sig for at være flaskesamlere, som blandt andet har efterspurgt tomme flasker og dåser hos folk. Det er så i det samme øjeblik, at de skulle have stjålet mobiltelefoner, lyder det fra vidner fra Fælledparken, som KøbenhavnLIV har talt med.
Københavns Politi er generelt ekstra opmærksomme på steder som blandt andet Fælledparken, hvor de patruljerer både i dag-, aften- og nattetimerne.