Skulle du gå hen og få brug for en ambulance i Region Hovedstaden, er det ikke ligegyldigt, hvor du befinder dig henne.
Der er nemlig forskel på, hvor hurtigt ambulancen rykker ud – og visse steder er ventetiden blevet væsentligt højere end for blot et år siden. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Af alle postnumre i regionen er hjælpen allerlængst om at nå frem til Skibby, som ligger mellem Roskilde og Frederikssund.
Sidste år stod det ikke godt til med at opfylde målene om responstid.
Siden er det gået den gale vej.
Seks ud af ti ambulancer når frem til tiden
I december 2021 besluttede regionsrådet, at servicemålet for responstider skulle ændres.
Tidligere skulle 90 procent af de såkaldte A-kørsler – tilfælde med formodet akut og livstruende tilstand – være fremme inden for 13 minutter. Nu skal 93 procent af A-kørslerne være fremme inden 15 minutter.
For et år siden var det tæt på 70 procent af ambulancerne, der nåede frem til Skibby og omegn til tiden, skriver Sjællandske Nyheder.
I dag er det kun 60,2 procent, der når frem senest efter et kvarter.
På samme tid er den gennemsnitlige ventetid for området steget fra 12 minutter og 58 sekunder til 14 minutter og 18 sekunder.
Bor du til gengæld i Hillerød, skal du i gennemsnit vente fem minutter og 58 sekunder på en ambulance.
Her står det også skidt til
Sidste år kunne Berlingske beskrive, at Skibby og Dronningmølle, som ligger mellem de populære sommerhusbyer Gilleleje og Hornbæk, var de steder i Region Hovedstaden, hvor færrest ambulancer ankom til tiden.
I dag er Dronningmølle fortsat det sted i regionen som efter Skibby har den næstringeste responstid.
Ifølge Sjællanske Nyheder er 74,2 procent af A-kørslerne her fremme inden for et kvarter. I fjor var tallet 84,5 procent.
Torsdag indvies tre nye akutbiler, som skal sættes ind som supplement til de eksisterende ambulancer og lægebiler.
De skal gøre en forskel i de områder, hvor dækningen er særligt udfordret.