På gaden i den københavnske bydel Vesterbro lå kun de sørgelige rester af den forsikringsgodkendte lås.
Men ladcyklen var pist væk.
For anden gang på under et år må Anna-Sofie Solstad Zahl konstatere, at tyve er stukket af med familiens helt nødvendige transportmiddel. Begge gange har det været »ubehageligt« for hende.
Lyt til artiklen her:
»Når man står dér og skal noget vigtigt og skal bruge sit transportmiddel, så er det super stressende, at det bare ikke er der,« siger hun.
»Det gør mig utryg. Det var mega grænseoverskridende. Jeg blev enormt ked af det,« siger hun om tyveriet af den cykel, som hun og hendes mand første gang købte, da hun var højgravid med deres nu etårige søn.
»Da vi købte den, troede vi egentlig godt, at vi kunne have den for os selv, men det kan vi ikke. Og vi synes, det er et kæmpe problem, at det åbenbart er umuligt at have en ladcykel i København,« fastslår hun.
Anna-Sofie Solstad Zahl og hendes familie er langtfra alene. I Københavns Kommunes årlige Tryghedsundersøgelse, der udkom for nylig, angiver godt hver femte københavner, at de har fået stjålet en cykel inden for de seneste 12 måneder. Og det er på samme niveau, som da man lavede den tilsvarende undersøgelse i 2018.
I samme undersøgelse fra i år angiver lige knap to ud af tre københavnere, at de er bekymrede for at blive udsat for cykeltyveri i deres nabolag, og det er dermed den borgernære form for kriminalitet, som flest borgere i hovedstaden er bekymret for at blive ramt af i deres eget nabolag.
»Ekstremt krænkende for retsbevidstheden«
Der er ikke noget at sige til, at cykeltyverierne gør mange københavnere utrygge, mener Klaus Bondam, direktør for Cyklistforbundet.
»En masse københavnere er dybt afhængige af deres cykel, og derfor er det helt naturligt, at de frygter den indgriben, det er i dagligdagens rutiner, når en cykel bliver stjålet. Det er helt forståeligt,« siger han.
København har en målsætning om at være verdens bedste cykelby, og cyklen er da også et yndet transportmiddel i hovedstaden. Kommunens cykelredegørelse, der udkom i det forgange år, viser, at over hver fjerde af alle ture, som københavnerne foretog i 2019, var på cykel, mens det samme gjorde sig gældende for knap halvdelen af alle ture til og fra arbejde og uddannelse.
Men det pifter dækkene på cyklens udbredelse og harmonerer dårligt med kommunens ambitioner om at have førertrøjen på, at så mange borgere er bekymrede for tyveri og får stjålet deres cykler, lyder konklusionen fra Klaus Bondam.
Og han mener ikke, at politiet prioriterer problemet i tilstrækkelig grad.
»Det er foruroligende, og det bekræfter, at vi har behov for, at politiet er mere aktive i det her arbejde. Det handler om i langt højere grad at få deres opklaringsprocent op, for den er ekstremt lav,« siger han og tilføjer:
»Hvis du kaster dig over livet som cykeltyv eller handel med hælercykler, så er risikoen for at blive pågrebet ekstremt lille i forhold til anden kriminalitet.«
Men kan det ikke skyldes, at politiet har meget andet at se til, som de er nødt til at prioritere?
»Måske. Men hvis du har noget, som en stor gruppe af borgere føler er med til at skabe øget utryghed i deres hverdag, så er det vel også velfærdssamfundets opgave at gribe ind? Det er ekstremt krænkende for retsbevidstheden, hvis der sker en indskrænkning i din dagligdag, og du oplever, at politiet er fuldstændig ligeglade med det,« siger Klaus Bondam.
Udover en øget opmærksomhed på cykeltyverier fra politiets side efterlyser Klaus Bondam et opdateret stelnummersystem, der vil gøre det meget nemmere at identificere cyklens ejer, samt bedre forsikringer til cykelejere, der gentagne gange er udsat for cykeltyverier.
På Vesterbro oplevede Anna-Sofie Solstad Zahl helt i tråd med Klaus Bondams udsagn, at det ramte hendes retsfølelse, at nogle tog hendes ting uden videre konsekvenser – udover en forhøjet selvrisiko, som hun siger.
»Politiet har ikke nødvendigvis tid til det, og selvfølgelig laver de ting, som er 100 gange vigtigere. Men det er også sindssygt problematisk, at omfanget af cykeltyverier i København er så stort,« konstaterer hun.
Ekspert: Samfundet undervurderer alvoren af cykeltyverier
I modsætning til københavnernes oplevelse af cykeltyverier, der ligger på samme niveau som for fire år siden, så er der sket et fald i antallet af anmeldelser af cykeltyverier. De seneste tre år er der således meldt henholdsvis 46.521, 46.212 og 40.642 cykler stjålet i Danmark. I 2010 blev der meldt 71.736 cykler stjålet.
Og ifølge politiforsker Adam Diderichsen stemmer det godt overens med den generelle kriminalitetsudvikling.
Omvendt skal man dog være opmærksom på, at ikke alle anmelder et cykeltyveri til politiet, og derfor kan der være et mørketal. Ifølge forskeren kan det dels skyldes, at mange cykler ikke er så mange penge værd, og dels at mange måske ikke mener, at det nytter at anmelde cykeltyveriet, når der er tale om billigere cykler.
»Der er jo en eller anden form for generel fornemmelse af, at cykeltyverier ikke er særligt alvorlige og derfor ikke bliver prioriteret ret højt af politiet – eller generelt af myndighederne. Så det er lidt en type af kriminalitet, vi på en eller anden måde har lært at leve med,« forklarer Adam Diderichsen.
Han medgiver, at der selvfølgelig er andre områder, der er »vigtigere« som personfarlig kriminalitet og terror. Men cykelkriminalitet kan ramme den enkelte familie ret hårdt, og så koster det samfundet store summer.
»Så jeg tror, vi undervurderer en lille smule, hvor alvorligt det her egentlig er. Man skulle trods alt sige, at det her også er et problem, som bør få en eller anden form for opmærksomhed,« siger Adam Diderichsen.
Politiforskeren mener, at der mangler bedre data, der kan give et overblik over, hvor og hvornår cyklerne bliver stjålet herhjemme – og den opgave bør ligge hos politiet. For hvis man vidste det, ville man både præventivt og i efterforskningsøjemed vide, hvor man skulle sætte ind. Dermed vil mange kunne komme langt med en lille indsats, forklarer han.
Politiet bruger de rimelige ressourcer
Ansvaret for at opklare cykeltyverierne i København ligger hos politiet. Og her fortæller vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard, at mange sager om cykeltyveri desværre aldrig bliver efterforsket af politiet, fordi der ikke er nogen spor at gå efter. Og derfor er anmeldelsen primært til ære for forsikringsselskaberne.
I stedet for at gå ned i de enkelte sager bruger politiet ifølge vicepolitiinspektøren primært kræfterne på den organiserede cykelkriminalitet, hvor folk stjæler mange cykler og sælger dem videre som hælervarer.
»Det er dem, vi gerne vil have ram på, for det er der, vi føler vores ressourcer bliver bedst udnyttet,« siger han.
Men når så mange københavnere oplever det her og er bekymrede for det her, er jeres indsats på området så tilstrækkelig?
»Jeg synes, vi gør rigtig, rigtig meget for at få fat i gerningsmændene. Så længe der bliver stjålet cykler, er det jo ikke tilstrækkeligt, men man er nødt til at få afstemt forbrug mod de ressourcer, der er til rådighed,« svarer Jesper Bangsgaard og tilføjer, at der er sat flere penge af til indsatsen i det nye politiforlig.
Jesper Bangsgaard kan godt følge Adam Diderichsen pointe om, at det ville være godt med et mere detaljeret overblik. Men politiet har allerede en god idé om, hvor og hvornår tyverierne finder sted. I dagtimerne er det især ved hovedbanegården, og de øvrige stationer og i aften- og nattetimerne bliver cyklerne oftere stjålet fra folks private bopæl.
Målt på antallet af anmeldelser er cykeltyverier dertil den største, enkelte gruppe af lovovertrædelser, som man ser, siger Jesper Bangsgaard. Men alligevel mener han, at politiets prioritering er korrekt.
»Jeg synes faktisk, at vi – afvejet mod de andre former for kriminalitet – bruger de ressourcer, der er rimelige at anvende på det,« siger han.
På Vesterbro overvejer Anna-Sofie Solstad Zahl og hendes mand stik imod de politiske hensigter i kommunen nu helt at droppe ladcyklen og i stedet anskaffe sig en bil.
Fordi hun ikke orker at skulle igennem endnu en sag om en stjålet ladcykel.
»Det er jo slet ikke grønt og slet ikke i tråd med vores idealer. Men selvom vi prøver at leve grønt, bliver vi tvunget derud, når vi ikke kan have vores ting for os selv. Det gør også, at vi overvejer, om vi overhovedet skal bo i byen, selvom jeg har boet her hele mit liv,« siger hun.
