Husbådejere frygter, at de må opgive deres hjem i Københavns havn: »Man sender bare sheriffen af Nottingham ud og opkræve«

Johs Stephensen og Lars Spiegelhauer har brugt store summer på at ombygge gamle færger til flydende hjem for deres familier. Husbåde, der i dag ligger stille og skvulper i vandet nær Holmen i Københavns havn. Men nu står By & Havn til at overtage ansvaret for området. Og det, frygter de to, kan smadre livet i havnen. Både for dem og alle andre.

Det har til tider været både dyrt og bøvlet for Johs Stephensen, familien og hunden Skipper at indrette og bo på husbåden Askø i Københavns havn. Men nu hvor By & Havn står til at overtage ansvaret for området, frygter han og de øvrige husbådsejere i området, at det er bliver umuligt at blive boende. Thomas Lekfeldt

Flere gange undervejs har Johs Stephensen og familien været ved at opgive drømmen om en dagligdag på husbåden »Askø« i de 20 år, som de har brugt på at forvandle den til et hjem i Københavns havn.

Når de til tider har været i tvivl, om det var sliddet og pengene værd, så har en lun sommeraften med et glas kølig hvidvin på terrassen, tæerne i vandet og ugeneret udsigt til Marinestation Holmen og Sixtusbatteriets kanoner dog alligevel overbevist dem om at hænge i.