Hundredvis af anmeldelser om høj musik i weekenden. Men bødeblokken er – stort set – blevet i lommen

I løbet af den varme weekend er anmeldelserne om musik til ulempe i det offentlige rum væltet ind hos særligt Københavns Politi. Der er udskrevet ganske få bøder, men der er ingen garanti for, at det bliver ved med at være sådan, lyder det fra politiet.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I weekenden var temperaturerne i store dele af landet skruet helt op – og det samme var lydniveauet.

Vejret fik nemlig mange socialt anlagte borgere til at rykke ud i byernes grønne områder, hvor adskillige havde medbragt soundbokse og andre transportable musikanlæg.

Bare i København modtog politiet i løbet af weekenden 370 anmeldelser om musik til ulempe, mens antallet af anmeldelser løber op i 523, når man også tæller Østjyllands og Fyns Politi med.

Det skriver DR.

»Det har været rigtig godt vejr, så vi har haft relativt travlt både fredag og lørdag. Vi er kørt til rigtig mange anmeldelser af musik til ulempe,« siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Lars-Ole Karlsen til DR.

Nyanlagt linje

Ud af de 370 anmeldelser, som Københavns Politi modtog, udløste de 70 et påbud om at skrue ned eller slukke for musikken, mens to af dem udløste bøder. Politiet har desuden mulighed for at konfiskere lydanlæg, men denne mulighed benyttede politiet sig altså ikke af.

Det på trods af at beredskabschef ved Københavns Politi Peter Dahl op til weekenden havde slået en hårdere tone an i Berlingske.

»Vi går ind i en weekend, som lægger op til, at folk vil søge udendørs. Derfor foretager vi en større og mere intensiv indsats mod støj i forhold til sidste år, hvor vores folk havde mange andre opgaver i forbindelse med corona. Og det vil fortsætte hele sommeren,« sagde Peter Dahl.

Her gjorde han det også klart, at politiet ville være hurtigere til at få bødeblokken frem, end hvad der hidtil har været tilfældet, ligesom man også i løbet af sommeren skulle forvente at se flere tilfælde, hvor politiet konfiskerede soundbokse og andre bærbare musikanlæg.

Til DR siger vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen, at det er svært at konkludere alt for meget baseret på en enkelt weekends anmeldelser, men han afviser ikke, at bødeblokken kan komme hurtigere frem resten af sommeren.

I København er det særligt områderne omkring Islands Brygge, Nørrebroparken og Nordhavn, der er plaget af støj fra større menneskemængder og medbragte musikanlæg i sommermånederne.

Debatten om de på én og samme tid populære og upopulære lydanlæg kan du læse mere om i Berlingske her, her og her.