Hovedstads-overblik: Manglen på unge som Randi illustrerer et alvorligt politisk problem

Ladcykler i massevis, billige studieboliger og manglen på dem, børnefamilierne har brug for. Berlingske samler her de fem vigtigste historier fra hovedstadsområdet.

19-årige Randi Solholm Frisenvænge kom ind på hendes drømmeuddannelsen. Selvom der i den grad er brug for hende, når hun er færdig, så vælger færre unge dog samme vej som hende. Foto: Privatfoto Privat

Velkommen til Berlingskes ugentlige nyhedsoverblik, Din Metropol, der zoomer ind på de fem vigtigste historier fra København og resten af hovedstadsområdet.

Og da det snart er weekend, gemmer der sig også lidt inspiration til, hvor du kunne tage ud og spise i Indre By, når den hektiske hverdag for en stund er sat på pause.

Men først lidt nyt om det, du måske har brokket dig over, når du færdes på de københavnske cykelstier.

1. Flere ladcykler tager plads fra andre trafikanter

Kort fortalt: I Københavns Kommune er der nu flere ladcykler, end der er småbørn i alderen 0-4-årige. Det giver ifølge Cyklistforbundets formand, Jens Peter Hansen, god mening, da moderne familier i København har mere gavn af en ladcykel end en bil.

Hvorfor er det vigtigt: Når der skal være plads til så mange ladcykler, giver det trængsel på vejene. Det sker også på bekostning af andre trafikanter, såsom bilister, der får mindre plads at køre på, når cykelstier udvides eller nye bliver bygget.

De nøgne tal: Fra 2018 til 2022 har københavnerne anskaffet sig 66 procent flere ladcykler og cykelanhængere, hvilket betyder, at der er 40.000 af dem i hovedstaden. Det viser »Mobilitetsredegørelsen 2023« fra Københavns Kommune.

2. Færre uddanner sig til pædagog i hovedstaden

Historien kort: 19-årige Randi Solholm Frisenvænge fra Hvidovre er kommet ind på pædagoguddannelsen i København, men Danmark mangler flere som hende. Sådan lyder den politiske bekymring fra Københavns Rådhus og Christiansborg.

Perspektivet: Manglen på uddannede pædagoger bliver fortsat mere akut, hvis kommunale velfærdstilbud skal bevares. Færre bliver optaget over hele landet, herunder på Københavns Professionshøjskole (KP), hvor der i år er fem procent færre end sidste år.

Hvad gør man ved det? I Københavns Kommune har man indført minimumsnormeringer. Her vil SF ansætte flere pædagogmedhjælpere af frygt for at mangle personale i fremtiden, mens arbejdsvilkårene skal styrkes.

3. Her er det billigst at finde en studiebolig i København

Historien kort: En masse unge er blevet optaget på deres drømmeuddannelse og skal nu finde bolig i den københavnske boligjungle. En ny opgørelse viser, at der er 23.056 studieboliger, hvor 83 procent har en husleje på 6.001 kroner eller under. Se listen her.

Det store billede: Mens efterspørgslen på lejligheder i København er stigende, er det blevet sværere at finde et sted at bo. Det gælder især for studerende. Den udeboende SU er på 6.589 kroner pr. måned før skat, mens huslejen kan være meget højere.

Læg mærke til: 20 kollegieafdelinger i København har trods et år med stigende inflation valgt at sænke huslejepriserne. Ifølge Rasmus Berthu Damkjær, stifter af Kbh-kollegier.dk, kan det skyldes, at priserne er for høje i privatejede ejendomme.

4. Det kan være langt sundere at bo på landet

Historien kort: Det var for psykisk svært at blive i storbyen. Derfor flyttede Signe Borch i en alder af 23 fra København og bosatte sig i Hundested. Det hjalp hende, og studier peger også på, at det er sundere for både krop og sind at bo i provinsen.

Perspektivet: I særdeleshed unge trives dårligt og har det psykisk svært i disse år, hvor brugen af psykologer og antallet af diagnoser er stødt stigende. Årsagerne er som regel komplekse og skyldes en lang række faktorer.

Den lille detalje: Unge flytter i stor stil til de danske storbyer for at tage uddannelse, men blandt unge byboere i alderen mellem 18 og 29 år drømmer hver tredje faktisk om at flytte på landet en dag.

5. Smagsoplevelser i hovedstaden og et nyt skud på stammen

Og nu til den inspiration, der blev lovet i starten af artiklen. København byder på en bred vifte af madoplevelser, og der dukker hele tiden nye muligheder op. En række af Berlingskes madanmeldere har været på tur i Indre By inden for det seneste år, og i denne artikel fik restauranterne som minimum fire stjerner.

Anmelderne har blandt andet været forbi byens nye lille restaurantkæde bestående af Norrlyst, Theo og Gemini, der har fået endnu et skud på stammen. Det hedder Odette og man finder det i Kompagnistræde.

Du kan læse anmeldelserne fra restauranterne i København K på Berlingske her.

Når det er sagt, så ønskes du, kære læser, en rigtig god weekend.

Har du ris, ros eller ideer til nyhedsbrevet eller til historier fra hovedstadsområdet, Berlingske bør dække, så skriv til journalist på Berlingske Mads Klitgaard på mkch@berlingske.dk