Hovedstads-overblik: Måske er der noget i badevandet ved Gentofte, som »ikke er godt for mennesker«
Forurenet badevand i Gentofte, haltende sikkerhed på taglegepladser og politikere, der strammer grebet om pendlernes parkering i byen. Berlingske samler de fem vigtigste historier fra hovedstadsområdet.
Leila Krogh har i årtier badet i Øresund fra badeklubben Charlottenlund Vikingelaug. Nu er hun bekymret over kvaliteten af badevandet i området. Linda Kastrup
Goddag, kære læser, og velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik, Din Metropol, som samler de fem vigtigste historier fra København og resten af hovedstaden.
Inden længe skal du på weekend og måske endda på sommerferie, men først skal du som altid have dine hovedstadsnyheder.
Vi starter på Gentoftes badestrande.
1. Måske er der noget i badevandet ved Gentofte, som »ikke er godt for mennesker«
Leila Krogh har i årtier badet i Øresund fra badeklubben Charlottenlund Vikingelaug. Nu er hun bekymret over kvaliteten af badevandet i området. Linda Kastrup
Kort fortalt: I Gentofte breder der sig en bekymring blandt borgere og byens borgmester Michael Fenger (K). De er bange for, at tungmetaller fra gravearbejdet i forbindelse med halvøen Lynetteholm kan finde vej til Gentoftes kyst. Læs historien her.
Hvad betyder det? Bekymringen er opstået, efter at Danmarks Naturfredsforening i 2022 målte forhøjede niveauer af tungmetaller ved Charlottenlund Søbad. Som konsekvens har kommunen besluttet at iværksætte en stor undersøgelse af badevandet.
Læg mærke til: Borgmesteren retter sin mistanke mod byggeriet af Lynetteholm, men Trafikstyrelsen afviser enhver sammenhæng mellem fund af tungmetaller og byggeriet af halvøen i København.
Og det er ikke kun i Gentofte, at de er bekymrede for badevandet. Også i København bekymrer man sig for badevandet. Det kan du læse mere om her.
2. Taglegepladser skulle løse pladsmangel – men sikkerheden har haltet
En lang række taglegepladser er skudt op i København den seneste årrække, men flere af dem oplever problemer med blandt andet vejrforhold og vandindtrængning. På Ørestad Skole har man oplevet, at nogle elever har smidt ting ud over kanten. Børnene på dette billede har intet med de episoder at gøre. (arkivbillede)
Historien kort: En ny rapport viser, at sikkerheden har haltet på en række af de taglegepladser, der er blevet bygget på skoler og i institutioner i København de senere år. Læs historien her.
Hvad betyder det? Sikkerheden har været mangelfuld omkring de kantværn, der skal forhindre børnene i at falde ned fra taglegepladsen. En pædagog fra en navngiven institution fortæller for eksempel, at der har været flere situationer, hvor børn var på vej op over kantværnet.
Hvad så nu? Rapporten kommer med flere anbefalinger til, hvordan man kan skabe en vellykket taglegeplads, hvis man skal bygge flere i fremtiden. Rapporten anbefaler blandt andet at montere hulplader foran balustrene, så børnene ikke kan bruge balustrene til at klatre op på.
3. Politikere sætter ind over for pendlere, der hapser p-pladser
Flere områder i København har oplevet et pres på parkeringspladserne, fordi bilister fra omegnskommunerne kører ind til byen og holder på pladserne, mens de er på arbejde. En ændring af parkeringsreglerne i en række områder skal komme problemet til livs. Mathias Eis/Arkiv
Historien kort: Flere områder i København har oplevet et pres på parkeringspladserne, fordi pendlere fra omegnskommuner kører ind til byen og optager en del af pladserne. Men nu vil et politisk flertal på rådhuset forsøge at gøre op med problemet.
Hvad betyder det? Politikerne har besluttet, at udefrakommende bilister kun må parkere tre timer fra kl. 8-22 i en række områder i byen. »Et stort plus for de lokale københavnere,« lyder det. Du kan læse, hvilke områder der bliver berørt her.
Læg mærke til: Beboere i de pågældende områder kan ansøge om gæstelicenser, så for eksempel venner, familie og håndværkere ikke skal betale for parkering, når de er på besøg.
4. Farvel til græsset på populær boulevard
Normalt kan københavnere nyde godt af frodigt græs og vilde planter på Sønder Boulevard, men de seneste ugers tørke har ført til udtørret jord og brune områder. Og beboerne skal ikke regne med, at græsset kommer igen. Malte Kristiansen (arkiv)
Historien på tre linjer: Tørken har ramt Danmark, og det kan ses på mange af de københavnske græsplæner, der er visnet hen. Det gælder særligt for Sønder Boulevard på Vesterbro, hvor græsset er så godt som forsvundet.
Perspektivet: Græsset vender ikke tilbage lige foreløbig, for forvaltningen har ikke nogen planer om at redde græsområdet. Det vil blandt andet koste store vandressourcer, lyder det fra rådhuset.
Hvad så nu? Forvaltningen vil dog gerne undersøge, om der på et tidspunkt kan findes penge til at forsøge at genoprette en mindre del af Sønder Boulevard. Men det vil tidligst ske i sensommeren, da der ikke er udsigt til regn lige foreløbig.
5. Et smut nordpå i sommervarmen
Sommeren er over os, og måske kommer du til at ligge en hel del på stranden og hoppe en tur i bølgen blå.
Men hvis du trænger til en pause fra plaskeriet, kan du overveje at tage et smut til Louisiana i Humlebæk, der viser Skandinaviens første retrospektive soloudstilling med den islandske kunstner Ragnar Kjartansson.
Berlingskes kunstredaktør, Birgitte Ellemann Höegh, har allerede set udstillingen, og hun er imponeret.
»Islandske Ragnar Kjartansson vover pelsen og skildrer med udgangspunkt i sig selv et eksistentielt portræt af den vestlige manderolle. Det er blevet til årets til dato bedste udstilling,« skriver hun.
Så måske er udstillingen et besøg værd? Du kan læse om den her.
God weekend og på gensyn næste fredag, kære læsere.
Har du ris, ros eller ideer til nyhedsbrevet eller til historier fra hovedstadsområdet, Berlingske bør dække, så skriv til journalist på Berlingske Jonas Ingvardsen på jomi@berlingske.dk.
Del:
Andre læser også
Internationalt
100 lande enige om globale finansreformer
Internationalt
Ny lov i Tyskland skal tiltrække faglært arbejdskraft
Internationalt
Chef for Wagnergruppen: Russiske soldater bader i blod