Siden maj sidste år har afdelingen for Mave- og Tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital (AUH) måttet lukke 14 sengepladser på grund af mangel på specialiserede sygeplejersker.
Det viser en hasteredegørelse fra Region Midtjylland, hvor det også fremgår, at 293 kræftpatienter i en periode på over et år har ventet længere på en operation, end de skulle.
Samtidig kan Aarhus Universitetshospital, regionen har ansvaret for, ikke afvise, at den lange ventetid har medført en forværring af kræftsygdom.
For at aflaste AUH har Region Midtjylland blandt andet indgået aftaler med Rigshospitalet og Herlev Hospital om at tage imod patienter med endetarmskræft, så de i højere grad kan opereres til tiden, viser redegørelsen.
Sundhedsstyrelsen: Vi vidste intet
Kræftpatienter har lovkrav på at blive opereret, senest to uger efter det er blevet besluttet, at de skal opereres. Men ifølge redegørelsen er fristen for patienter, der er tilknyttet den højt specialiserede afdeling i Aarhus, blevet overskredet med mellem 1 og 56 dage.
Nogle patienter har altså ventet i op til ti uger på en operation. Den gennemsnitlige patient har i hele perioden ventet 12,7 dage på operation ud over de 14 dage.
Den primære årsag til de lange ventetider skyldes mangel på specialiserede sygeplejersker under indlæggelser, fremgår det af redegørelsen, hvilket har betydet, at der fra maj 2022 og til 23. marts i år har været 14 lukkede sengepladser.
DR havde tidligere beskrevet, at 182 patienter med svær tarmkræft på Aarhus Universitetshospital havde ventet for længe på en operation, men der var kun tale om sager fra maj til december 2022.
Sagen var ukendt for Sundhedsstyrelsen, skrev Politiken, og derfor bad styrelsen om en hasteredegørelse fra Region Midtjylland.
Tiltag garanterer ikke, at patienter behandles til tiden
Fredag forventes det, at Region Midtjylland skal holde et møde med Sundhedsstyrelsen om sagen.
Her vil regionen drøfte en række tiltag, herunder at flytte mindre komplicerede patientforløb væk fra AUH, så hospitalet kan blive aflastet og øge kapaciteten til mere komplicerede forløb.
I redegørelsen fremgår det, at der er i januar 2023 blev indgået en aftale med Herlev og Rigshospitalet om, at de skulle tage sig af sarkomer (uensartet gruppe af kræftsygdomme) og avanceret endetarmskræft fra eget optageområde, som tidligere er blevet opereret på AUH.
Derudover står der, at »der er påbegyndt dialog med Rigshospitalet, om hvorvidt de kan aflaste AUH på yderligere højt specialiserede patienter på kort sigt«.
Derudover er der indgået en aftale med Regionshospitalet Gødstrup i Herning om, at de skal hjælpe med behandlingen af patienter med kræft i endetarm.
AUH kan dog ikke vurdere, hvorvidt tiltagene er nok til, at hovedparten af patienter kan behandles indenfor de maksimale ventetider, står der i redegørelsen.