Hooligans i Brøndby-trøjer går til angreb på FCK-fans i Dortmund: »Det er skrækkelige billeder«

Ifølge tysk politi er en gruppe Brøndby-hooligans rejst til Dortmund for at udøve vold mod FCK-fans. En video viser de voldsomme hændelser.

 
Politiet i Dortmund har bekræftet, at en gruppering bestående af Dortmund- og Brøndby-fans angreb en gruppe FCK-tilhængere på torvet Alter Markt i det centrale Dortmund. Video: Confessions_of_Citizen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inden tirsdagens Champions League-kamp mellem Borussia Dortmund og FC København er en video dukket op. Den viser, at en gruppering bestående af Dortmund og Brøndby-hooligans mandag aften angreb en gruppe FCK-tilhængere på pladsen Alter Markt i det centrale Dortmund.

Det bekræfter tysk politi over for B.T. og Ekstra Bladet.

»De første meldinger gik på, at 50 til 70 personer fra ultras-grupperne i Dortmund og Brøndby var sammen i centrum af Dortmund ved 19.30-tiden. Ifølge vidneudsagn blev en isoleret gruppe FCK-fans overfaldet ved Alter Markt klokken 20.20 og kort tid efter på Kampstrasse. Da politiet ankom, flygtede de involverede i forskellige retninger,« oplyser politiet til B.T.

I videoen, der kan ses øverst i artiklen og som også florerer på sociale medier, viser billederne, hvordan mænd sparker til og tramper på en person, der ligger ned. En af disse mænd er iklædt i en Brøndby-trøje.

Brøndby er bekendt med episoden, oplyser klubbens pressechef, Christian Schultz, til Ekstra Bladet.

»Det er skrækkelige billeder og ødelæggende for fodbolden, at hooligans tager os klubber som gidsler ved at bære klubtrøjer i noget, der absolut intet har med fodbold at gøre,« siger Christian Schultz til avisen.

Ifølge Ritzau har dele af fanmiljøet i Borussia Dortmund og Brøndby igennem en årrække haft et samarbejde. Det svarer til det samarbejde fans af FC København og Hamburger SV har.

Tirsdagens Champions League-kamp i Dortmund har kickoff klokken 18.45.