Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Aktivister har mandag morgen valgt at fastspænde sig til bommene på Langebro i København, og det har ført til et større trafikkaos på den stærkt trafikerede bro.
Københavns Politi er massivt til stede i området ved broen, lyder det fra vagtchef Martin Kajberg.
Han fortæller, at politiet klokken 8.45 fik en melding om, at en gruppe personer var kravlet op i bommene på broen.
»Vi sender straks nogle styrker afsted, der konstaterer, at der sidder personer fastspændt i bommene,« siger Martin Kajberg.
Der er ifølge ham tale om aktivister fra Extinction Rebellion, og gruppen har på deres Facebook-side også lagt en video ud, der bekræfter, at det er to af deres »fredelige rebeller«, der lige nu hænger og dingler over broen.
Københavns Politi har givet gruppen et påbud om at komme ned, men det nægter aktivisterne, lyder det fra Martin Kajberg.
Københavns Politi har derfor nu afspærret nogle af sporene på broen og prioriteret at få trafikken til at køre bedst muligt, mens man arbejder på at få aktivisterne ned.
Martin Kajberg kan dog ikke svare på, hvornår trafikken igen kan køre uhindret.
»Det er endnu for tidligt,« siger vagtchefen.
Øverst i artiklen findes en video, der viser aktionen.
»Ekstreme aktivister«
En del borgere er her til morgen blevet fanget i det trafikale kaos, som aktivisterne har forårsaget.
Det fremgår af Extinction Rebellions Facebook-opslag, at aktivisterne har et banner med op i bommene, hvoraf det fremgår, at gruppen »kræver en bilfri by«.
Aktionen er bestemt ikke faldet i god jord hos De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard.
På Twitter skriver hun, at trafikkaosset er forårsaget af »et par ekstreme aktivister«, og hun er ingenlunde imponeret over deres metode.
»Det eneste de opnår er en masse køkørsel og deraf afledt forurening og en masse irritation,« skriver hun og fortsætter:
»De gør intet godt for klimakampen, tværtimod«.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at Langebro tages i brug, når aktivister vil ud med deres budskaber.
Det samme skete i november 2021, hvor Københavns Politi anholdt seks demonstranter, som havde spændt sig fast til stålkonstruktionerne over Langebro og Knippelsbro i protest mod black friday.
Det fremgik af demonstranternes skilte, at de mente, at black friday var usundt for miljøet.
Af frygt for at aktivisterne skulle løsne sig og falde ned på vejbanen, valgte politiet at stoppe gennemgående trafik, inden man til fik gennet de seks ned.