Hjemmeværnet i Nordsjælland gennemfører i weekenden en stor øvelse, Green Guard, på og omkring Hundested Havn, som man kan opleve på nærmeste hold, skriver Hærhjemmeværnsdistriktet Nordsjælland i en pressemeddelelse via Facebook.
Formålet med øvelsen er at træne samarbejdet mellem civile myndigheder og Hjemmeværnet i forhold til at støtte NATOs ophold i Danmark. Temaet for øvelsen, som er »værtsnationsstøtte«, er mere aktuelt end nogensinde set i lyset af krigen mellem Rusland og Ukraine, lyder det i pressemeddelelsen.
»For Hjemmeværnet er det derfor en naturlig del af den daglige uddannelse at træne samarbejdet mellem civile aktører og militære samarbejdspartnere, så allierede nationer trygt og sikkert kan få støtte til blandt andet flytning af enheder og materiel i Danmark.«
Hjemmeværnet udfører øvelsen i tæt samarbejde mellem Hundested Havn, Beredskabsstyrelsen, Politiet, selskabet Henriksen Shipping, Marinehjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og Flyvevåbnets redningshelikoptereskadrille, 722.
»Øvelsen omfatter aktiviteter til lands, til vands og i luften. Der vil derfor kunne opleves blandt andet kolonnekørsel, helikopterflyvning, flyvning med overvågningsfly samt indsættelse af droner,« skriver Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland yderligere i pressemeddelelsen.
Under øvelsen vil Hundesteds lokale Marinehjemmeværnsfartøj deltage i blandt andet håndteringen af havmiljøuheld, mand over bord-øvelse samt redning af såret person fra skibet.
Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland skriver, at offentligheden er velkommen til at overvære øvelsen lørdag 4. marts mellem klokken 13 og 15 på havneområdet ved Færgevejen 6, 3390 Hundested.