Det vil være til ulempe for de mange og til fordel for de få.

Planerne for Kystbanen har fået særdeles hårde ord med på vejen, og nu har endnu en kritisk røst meldt sig ind i koret – og den tilhører ikke hvem som helst.

Bjarne Lindberg Bak, som er tidligere chef i DSB, sender kras kritik i retning af sin gamle arbejdsplads for udkastet til en køreplan, der forventes at træde i kraft 10. december. Det skriver Helsingør Dagblad.

Kystbanens passagerer kan se frem til længere rejsetid mellem Helsingør og København H:

  • Ni minutter for almindelige tog

  • Seks minutter for myldretidstog

Det skyldes, at togene fremover skal stoppe ved alle stationer mellem Hellerup og Kokkedal.

Samtidig vil den nye køreplan betyde færre afgange på Kystbanen i aftentimerne.

Væsentlig gene uden væsentlig gevinst

Bjarne Lindberg Bak tror ikke på, at køreplansudkastet fører til mere punktlighed, hvilket er argumentet for omlægningen.

Ifølge ham er signalfejl den væsentligste årsag til forsinkelser på Kystbanen – og det problem løser den nye køreplan ikke.

Samtidig kritiserer han, at et stort antal passagerer får forlænget rejsetid, mens passagerer fra små stationer som Vedbæk, Skodsborg og Klampenborg står til at få forbedret togfrekvensen fra 30 til 20 minutter mellem hvert tog.

»Det er mig bekendt første gang, DSB har gennemført en så voldsom ændring, der er til væsentlig gene for det store flertal af passagererne, uden at nogen får nogen væsentlig gevinst,« siger den tidligere DSB-chef til Helsingør Dagblad.

Mediet har forholdt DSB kritikken, men DSB har ikke ønsket at gå ind i en diskussion om køreplanen.

Tony Bispeskov, informationschef i DSB, har tidligere over for Berlingske erkendt, at der på nogle områder er tale om en forringelse, men også en forbedring på andre.

»Vi vil selvfølgelig gerne køre så hurtigt som muligt. På den anden side skal kunderne også kunne regne med køreplanen, og der har været for mange aflysninger og forsinkelser på Kystbanen i et stykke tid. Det er vi nødt til at gribe ind over for i en periode med historisk mange sporarbejder, og vi forventer, at den her plan kan give en mere robust drift,« sagde han til Berlingske i marts.

»Skriger til himlen«

Også ved Kystbanens endestation, Helsingør, har planerne for Kystbanen bragt sindene i kog.

Planerne »skriger til himlen«, udtalte det socialdemokratiske byrådsmedlem Claus Christoffersen til Helsingør Dagblad i april, mens borgmester Benedikte Kiær (K) kaldte det »utroligt utilfredsstillende«.

I et høringssvar opfordrer Helsingør Kommune »kraftigt til, at der i køreplanlægningen for Kystbanen tages et markant større hensyn til dem, der har de længste pendlerture med Kystbanen«.

Kommunen finder det »dybt bekymrende, at rejsetiden stiger på Kystbanen, som er en af Danmarks mest benyttede regionaltogsstrækninger«.

Udkastet til den nye køreplan har været i høring indtil i dag, 10. maj, og skal herefter godkendes af transportminister Thomas Danielsen (V).

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske ugentligt opdaterer mig på de vigtigste nyheder om hovedstadsområdet. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart.  I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.