Et storstilet projekt kan ændre forholdene for fodgængere, cyklister og særligt bilister ganske markant på en central del af Amager.

Efter flere års arbejde har den kommunale enhed Områdefornyelsen i amagerbydelen Sundby fremlagt en visionsplan for Sundby, og i planen lægger enheden op til at skabe en grøn korridor mellem Amager Fælled og Amager Strandpark.

Planen møder opbakning fra Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL). Hun siger, at København skal turde prioritere »mennesker og natur fremfor asfalt og biler«.

»En grøn korridor fra Fælled til Strand kan blive et vigtigt element i realiseringen af vores nye biodiversitetsstrategi og samtidig give bedre muligheder for at cykle og gå på tværs af Amager. Vi skal turde at bryde med vanetænkning og i stedet skabe trafikårer, som taler ind i fremtiden i stedet for fortiden. De lokale Sundby-borgere har det lange lys på, og det skal vi støtte,« siger hun.

»Fælled til strandforbindelsen,« som den også kaldes, strækker sig over tre kilometer, og den omfatter vejene Grønjordsvej, Peder Lykkes Vej, Elbagade og Italiensvej.

Den grønne korridor skal strække sig fra Amager Strandpark til Amager Fælled, og den skal blandt andet bidrage til at binde Sundby bedre sammen, lyder visionen. Illustration: COBE.
Den grønne korridor skal strække sig fra Amager Strandpark til Amager Fælled, og den skal blandt andet bidrage til at binde Sundby bedre sammen, lyder visionen. Illustration: COBE.

På disse veje skal der skabes mere plads til cyklister, gående og natur, og Områdefornyelsen Sundby vil konkret have flere træer, gademøblering og en ny cykelsti. Det skal ske på bekostning af biltrafikken.

Planen lægger op til at nedprioritere biltrafikken langs strækningen, og det indebærer blandt andet, at en række parkeringspladser vil blive nedlagt, fremgår det af visionsplanen.

»Trafikalt er der masser af barrierer og knaster, som forhindrer bevægelse og interaktion på tværs, og mange af rummene mellem husene er indrettet på biltrafikkens præmisser. Der er plads til fornyelse og forbedring,« fremgår det blandt andet af oplægget.

En del af Peder Lykkes Vej vil for eksempel blive lavet om til cykelgade, hvilket indebærer, at en række parkeringspladser nedlægges. Det er også planen, at Peder Lykkes Vej ved Peder Lykke Skolen kun skal have to bilspor fremfor fire. På Elbagade foreslår Områdefornyelsen Sundby at omlægge den tosporede gade med parkeringspladser til en ensrettet gade med kørselsretning fra vest til øst.

TV 2 Kosmopol har spurgt teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), om planen ikke risikerer at skubbe biltrafikken et andet sted hen i bydelen, når planen vil begrænse biltrafikken på strækningen mellem Amager Strandpark og Amager Fælled. Hun siger til mediet, at målet ikke er at flytte trafikken, men at nedbringe den. Det skal blandt andet ske ved at indføre tidsbegrænset parkering flere steder og rulle flere delebilpladser ud.

Områdefornyelsen Sundby håber, at visionsplanen kan bruges til at kvalificere fremtidige politiske beslutninger om området. Områdefornyelsen Sundby skriver i visionsplanen, at den grønne korridor kan realiseres over en årrække og i flere etaper, hvis der altså kan findes penge til planen på Københavns Rådhus.

Projektet anslås at koste 231,6 millioner kroner.