Gentofte-borgmester klager til Ellemann over larm: »Uhensigtsmæssigt og usædvanligt«

Gentoftes borgmester udtrykker forundring over, at Forsvaret har valgt at placere en helikopterplads et sted, der er omkranset af boliger. Han vil derfor have forsvarsministeren til at skride til handling. Forsvarskommandoen oplyser, at man har iværksat en række støjreducerende tiltag.

Det vækker utilfredshed i blandt andet Gentofte Kommune, at Forsvaret har valgt at placere en helikopterplads i et tæt beboet område. Gentofte Kommune vil nu have forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) på banen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Borgmester i Gentofte Kommune Michael Fenger (K) sender nu et kritisk brev til forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Brevet kredser om den midlertidige helikopterplads, der er placeret ved Svanemøllens Kaserne. Helikopterne, som letter og lander fra pladsen, støjer, og det generer en række Gentofte-borgere, som bor i nærområdet til kasernen.

De samme borgere er desuden bekymrede for, at støjniveauet vil blive forværret i fremtiden, fremgår det af brevet.

Forsvaret har nemlig planer om at gøre helikopterpladsen permanent, og borgerne frygter i den forbindelse, at det vil føre til en »stærkt øget flyveaktivitet i området« og »væsentlige støjgener« for beboere i nærområdet i dag-, aften- og nattetimer.

I brevet kalder borgmesteren det samtidig »uhensigtsmæssigt og usædvanligt«, at Forsvaret vil etablere en ny og permanent helikopterplads ved Svanemøllens Kaserne, når kasernen er placeret i et tæt bebygget byområde.

Borgmester Michael Fenger (K) har derfor et ønske til forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Svære betingelser

Problematikken er ikke ny. Forsvaret etablerede et midlertidigt helikopterberedskab på kasernen i forbindelse med bandekonflikten i 2017, og det har en række borgere i nærområdet mærket konsekvenserne af.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan borgere i Hellerup og Lundehus-Ryparken-området, som både dækker Østerbro og Bispebjerg, er genereret af larmen fra helikopterne.

Hellerup-borgeren Torben Kaag har eksempelvis forklaret, at helikopterne nogle gange flyver så lavt, at »ruderne ryster«.

Og sådan kan det blive ved med at være, for Forsvaret vil gøre helikopterpladsen på Svanemøllens Kaserne permanent til støtte for Rigspolitiet og navnlig politiets antiterrorberedskab. Det skal ske som en del af forsvarsforliget for 2018 til 2023.

Beboere i nærområdet kan desuden ikke få meget hjælp fra Københavns Kommune, der som miljømyndighed i området skal håndhæve støjgrænserne. En del af flyvningerne – de egentlige militære flyvninger – er nemlig hemmelige, og de er derfor undtaget miljøbeskyttelsesloven og reglerne om støj.

Derfor har kommunen svært ved at håndhæve loven, når borgere klager.

»Stærkt generende«

Forsvarsministeriet har tidligere udarbejdet en rapport om støjbelastningen for helikopterpladsen. Ifølge Gentofte Kommune viste rapporten, at ingen borgere i Gentofte ville blive berørt af støjpåvirkninger fra helikopterne.

Men en række borgere frygter, at helikopterflyvningerne alligevel vil belaste boligområder med støj »i meget væsentlig grad« – og også mere end det umiddelbart fremgår af støjrapporten, skriver kommunen i brevet.

Ifølge kommunen kan de enkelte helikopteroperationer meget vel medføre støj, som kan opleves »stærkt generende«, selvom den vejledende grænseværdi for den gennemsnitlige støjbelastning i boligområder overholdes.

Gentofte Kommune vil derfor have forsvarsministeren til at genoverveje placeringen af helikopterpladsen:

»Det må være muligt at udnytte eksisterende eller finde en ny og bedre egnet placering end midt i et tæt bebygget område,« skriver Michael Fenger.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, ønsker Gentofte Kommune, at træningsflyvningerne »i det mindste« bliver flyttet til en anden placering. Det samme ønske har Bispebjerg Lokaludvalg udtrykt.

Er opmærksom

Berlingske har tidligere foreholdt Forsvarskommandoen det faktum, at en række beboere i nærområdet til kasernen er generet af støjen fra helikopterne. Forsvarskommandoen oplyser, at den er bekendt med, at visse borgere er generet af støjen.

Den har derfor pålagt helikopterberedskabet at bruge særlige korridorer og procedurer, som kan mindske støjen. Der kan imidlertid være situationer, hvor vejrforhold gør det svært for besætningen at gøre brug af de støjreducerende tiltag.

Forsvarskommandoen oplyser, at helikopterkapaciteten blev placeret på Svanemøllens Kaserne på baggrund af anbefalinger fra en arbejdsgruppe bestående af Forsvarskommandoen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Politiets Efterretningstjeneste.

Den ønsker dog ikke at uddybe, hvorfor helikopterpladsen er placeret på netop Svanemøllens Kaserne, da overvejelserne herom er hemmelige.