På kanten af Frederiksberg finder man Værnedamsvej, der netop er blevet kåret som en af de mest cool gader i verden.

Mediet Time Out står bag en liste over de 33 mest cool nabolag i verden, hvor den danske gade optræder som nummer fem. 20.000 mennesker er blevet spurgt til råds.

»På en eller anden måde har vejen undveget turismen, hvilket har været med til at gøre dens tiltrækningskraft endnu stærkere,« lyder det i beskrivelsen af Værnedamsvej.

»Med sine friske blomster, søde butikker, vinbarer, ostebutikker og endda en fransk skole er det noget af et mini-Paris i den danske hovedstad,« skriver mediet videre.

Time Out ville gerne have indblik i, hvilke områder de lokale er vilde med. Formålet var at finde anbefalelsesværdige steder med henblik på udvalget af spisesteder og natteliv.

De tusindvis af besvarelser blev siden nøje gransket af »eksperter« udvalgt af mediet.

De har øverst på listen placeret Rue Wellington, der er en gade i den canadiske by Montreal.

»Når en af de bedste barer og en af de bedste nye restauranter i byen ligger i hver sin ende af en gade, er der ingen tvivl om dens cool faktor,« skriver Time Outs panel.

»Især når den pågældende by er en af verdens gastronomiske hovedstæder.«

Efter Rue Wellington følger Gertrude Street i Melbourne, Great Western Road i Glasgow og Yongkang Street i Taipei.

Det er ikke første gang, at Danmark optræder på en lignende liste.

I juni blev København kåret som den bedste by at bo og leve i på en liste over 25 byer. Det var livsstilsmagasinet Monocle, som stod bag.

Magasinet fremhævede i kåringen Københavns håndtering af coronakrisen, byens »vibrerende« kulturliv og en fremadstormende økonomi.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.