Om ganske få år begynder arbejdet med at omdanne det historiske Frederiksberg Hospital til et nyt kvarter.

Og nu har kommunalbestyrelsen besluttet sig for et navn til kvarteret.

Det fortæller Lone Loklindt (R), der er 1. viceborgmester og rådmand i Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Navnet på det nye, gamle område bliver »Hospitalshaven«.

»Vi blev enige om navnet uden at have en afstemning,« siger hun til Berlingske.

Tanken med navnet er på den ene side at sende et signal om, at man agter at bevare de gamle hospitalsbygninger. På den anden side sender det et signal om, at »det grønne favner én, når man træder ind«, som Lone Loklindt formulerer det.

I slutningen af 2023 godkendte kommunalbestyrelsen på Frederiksberg udviklingsplanen »Gro det nye af det gamle«, som fastsætter rammerne for, hvordan hospitalsområdet skal udvikles.

Visionen er at skabe et grønt, blandet bykvarter med forskellige boliger og en stor central park, hvor man særligt vil tage hensyn til cyklister og fodgængere.

Bykvarteret skal blandt andet bestå af en central park.
Bykvarteret skal blandt andet bestå af en central park. EFFEKT/Arkitema

Undgå »vej«

Kommunalbestyrelsen overvejede to andre navne – Hospitalskvarteret og Den Grønne By – men endte altså med at fravælge dem til fordel for Hospitalshaven.

Og det er med stor omtanke, at de har besluttet at bevare »hospital« i navnet.

»For mig er det vigtigt, at vi værner om det historiske, men også at det giver nogle følelser hos folk, som har en relation til det,« siger Lone Loklindt:

»Jeg har selv født tre børn derovre, og rigtig mange er jo enten selv blevet født, eller har født børn, eller er kommet på hospitalet. Så på den måde holder vi fast i historien.«

Kommunalbestyrelsen har desuden fastsat en række principper for den øvrige navngivning i området.

Således vil man sørge for at have en rød tråd fra hovednavnet, Hospitalshaven, og ned til navne på byrum, passager og andet.

Derudover vil man undgå at bruge ordet »vej« til fordel for »stræde«, »passage« eller »sti« for at fremhæve områdets karakter som et blødt og grønt kvarter.

Sluttelig vil man kun bruge navne på historiske personer, hvis de har en tilknytning til navnetemaet.

Visionen er at skabe et blødt byrum for særligt gående og cyklister.
Visionen er at skabe et blødt byrum for særligt gående og cyklister. EFFEKT/Arkitema

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske ugentligt opdaterer mig på de vigtigste nyheder om hovedstadsområdet. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.