Det er slut med at sidde med næsen i telefonen på flere folkeskoler i hovedstaden.
Det gælder blandt andet på Øster Farimagsgade Skole, hvor både lærere, forældre og elever er blevet enige om et forsøg, der betyder nul mobiler i skoletiden i hele 2024.
Målet er at skabe bedre fokus og koncentration, skriver lokalmediet KøbenhavnLiv.
Skolen er dog tyvstartet og har netop gennemført den første mobilfrie måned, hvor telefonerne har været låst inde, og det er ikke gået helt stille for sig.
På ét tidspunkt gik eleverne til selvtægt, og samarbejdet med forældrene har heller ikke været helt problemfrit, fortæller skoleleder Kirsten Hanne Hansen, da hun gør status over den seneste tid.
»Vi har kun haft én vild episode, hvor en hel klasse brød ind i et skab for at få deres mobiler retur,« siger hun til KøbenhavnLiv.
Flere forældre har også fået det, der bliver beskrevet som »voksenskældud«, når de skulle hente deres børns telefoner på kontoret, som havde konfiskeret dem.
Generelt er det dog gået godt, vurderer Kirsten Hanne Hansen.
Taler ind i tendens
Tiltaget er blot det seneste, der er taget, på en række skoler rundt om i Danmark, siden spørgsmålet om skærme blev båret ind på Christiansborg af statsministeren selv.
Mette Frederiksen (S) ser en klar sammenhæng mellem skærmene og de rekordmange børn og unge, der mistrives. Et budskab, hun har gentaget adskillige gange det seneste år.
I en tale i folketingssalen lød det så for eksempel sådan her:
Efter en årrække, hvor folkeskolen er blevet stadig mere digital, mener hun nu, at skærmene skal »meget mere ud af skolen«.
Statsministeren har selv fremhævet et forsøg med mobilfri-tid på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg, der sluttede for godt fem år siden.
Her oplevede eleverne, at det blev nemmere at finde legekammerater om eftermiddagen. At det blev nemmere at komme i kontakt med hinanden.
Samtidig så lærerne et forbedret læringsmiljø, fritidspædagogerne et bedre legemiljø, og forældrene oplevede færre konflikter om det, hele øvelsen drejede sig om: telefonerne.
Vil styrke fællesskabet
Statsministerens udmelding blev startskuddet til en heftig debat om skærmens rolle i skolen, både i frikvarteret og undervisningen, blandt forskere og politikere.
Før sommerferien sendte børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) et brev til landets skoler, hvor han skrev, at han har en klar forventning om, at man på alle skoler forholder sig aktivt til elevernes brug af skærme.
På Heibergskolen, der også har indført mobilfri-zone, er formålet med at låse mobilerne inde at styrke fællesskabet.
»Når jeg og lærerne gik blandt de store elever, sad de meget hver for sig og så ned på deres egen skærm. Ja, der er også et digitalt fællesskab, men vi oplever, at der er flere og flere elever, der har svært ved at gå ind i det fællesskab, som en skole er bundet op på,« sagde skoleleder Jacob Jensby Christensen tilbage i august til Politiken.
Skolen forventer også at få børn, der er mere aktive, og at relationerne mellem dem bliver stærkere.