Sammensætningen af elever på en række gymnasier er »enormt skæv«, lød det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), da hun præsenterede en omstridt politisk aftale i sommer.

En række gymnasier har en høj andel af elever med ikkevestlig herkomst. Det skal aftalen gøre op med, og derfor skal dele af landet – hovedstadsområdet, Nordsjælland, Odense og Aarhus – inddeles i såkaldte fordelingszoner, hvor forældrenes indkomst vil spille en rolle for, hvor den enkelte elev får plads.