Fødselsraten er dykket – og det kan nu få konsekvenser på Nørrebro

Ikke siden 1987 har den danske fødselsrate været lavere – og i hovedstaden ligger den et godt stykke under landsgennemsnittet.

Ud fra den nuværende befolkningsprognose vil de eksisterende skoler på Nørrebro i København fint kunne rumme områdets børn i årene fremover, vurderer Københavns Børne- og Ungdomsforvaltning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix/Arkivfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Københavns gamle brokvarterer bliver der født markant færre børn, end man har regnet med.

Det kan nu få konsekvenser for en planlagt udvidelse af Guldberg Skole på Nørrebro:

Der er ikke længere behov for den, skriver Børne- og Ungdomsforvaltningen i en pressemeddelelse. Derfor skal Børne- og Ungdomsudvalget tage stilling til, om den vil annullere byggeriet.

Ifølge børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) er det et spørgsmål om at prioritere fornuftigt:

»Når der ikke er brug for en stor skoleudvidelse på Nørrebro, skal vi naturligvis ikke bruge over en halv milliard kroner på et nyt stort byggeri. Vi har pligt til at passe på københavnernes penge. Jeg vil gerne bruge nogle af de ledige penge til at sætte Guldberg Skole i stand med moderne og lækre faciliteter,« siger han.

234 færre seksårige

Det er ikke mere end fem år siden, at Københavns politikere besluttede, at der skulle bygges en ny skolebygning til Guldberg Skole. Siden beslutningen blev truffet, er befolkningsudviklingen på Nørrebro gået i retning af færre børn.

I dag viser befolkningsprognoser, at der på Nørrebro er udsigt til 234 færre seksårige børn, end prognoserne viste i 2017.

Foto: Københavns Kommune.

På Nørrebro betyder det forventede fald i antallet af seksårige, at behovet for plads til nye klasselokaler falder med 5,7 skolespor. Med den nuværende befolkningsprognose vil de eksisterende skoler på Nørrebro derfor fint kunne rumme områdets børn, konkluderer forvaltningen.

Et brat dyk

Som Berlingske berettede i februar, har Københavns Kommune den næstlaveste fødselsrate i landet – 1,35 barn i gennemsnit – kun overgået af Albertslund Kommune.

Generelt har fødselsraten taget et brat dyk – man skal helt tilbage til 1987 for at finde en lavere rate. På landsplan får kvinder i den fødedygtige alder 1,55 barn, viser tal fra Danmarks Statistik, som dækker 2021.

Det er et fald fra 1,72 børn pr. kvinde sammenlignet med tal for 2021.

Børne- og Ungdomsudvalget træffer beslutning om sagen i juni, mens den endelige beslutning tages af Borgerrepræsentationen til september, når budgettet for 2024 forhandles på plads.