Danmarks hovedstad er i særdeles desperat mangel på idrætsfaciliteter.
Derfor stillede Venstre i Københavns Kommune torsdag nok en gang forslag om at affrede Nørrebroparken, der ellers blev udnævnt som fredet område i 2007.
For der er ikke »skyggen af natur« i parken, og bydelen mangler idrætsfaciliteter, siger Jens-Kristian Lütken, der er beskæftigelses- og integrationsborgmester for Venstre, til TV 2 Lorry.
»Der er under to fodboldbaner til Danmarks mest tætbefolkede område. Det skal vi gøre noget ved – også selvom vi skal ophæve fredningen af en græsplæne,« siger Jens-Kristian Lütken.
Københavns Borgerrepræsentation besluttede i februar 2021, at en ny kunstgræsbane skulle opføres i Nørrebroparken.
Men det var lokale på Nørrebro og Danmarks Naturfredningsforening ikke enige i, og Miljø- og Fødevareklagenævnet afgjorde efterfølgende, at der ikke kunne anlægges en boldbane i Nørrebroparken.
Med henvisning til klagenævnets afgørelse blev Venstres forslag nedstemt ved aftenens borgerrepræsentationsmøde, skriver TV 2 Lorry.
København er 400 fodboldbaner bagud
Dermed skal Borgerrepræsentationen nu se nærmere på de alternative lokationer til en boldbane på Nørrebro. Men det kan blive svært.
Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan kommunen har fået afslag på at anlægge en boldbane i Lersøparken, som også er fredet.
De københavnske børn og unge står ellers længe på venteliste, inden de kan komme til at snøre fodboldstøvlerne, fordi der mangler baner.
En opgørelse, DBU København offentliggjorde i november sidste år, viser, at der i 13 af de største fodboldklubber i København var 2.440 børn på venteliste.
Sammenligner man adgangen til fodboldbaner pr. indbygger med tal fra provinsen, så er hovedstaden cirka 400 11-mands fodboldbaner bagud.
Og hvis man kigger på et kort over København, så er det »svært at anlægge 400 fodboldbaner, lige meget om det skal være kunstgræs eller ej«, lød det fra Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (R), i april måned.
»Der er ikke noget nemt svar på det her. Det kræver reelt en bedre langsigtet planlægning af Københavns idrætsfaciliteter at arbejde os ud af de her udfordringer,« sagde hun dengang til Berlingske.




