Flygtninge klager over uhumske boligforhold: »En hund kan ikke bo her«

En gruppe flygtninge bor under »umenneskelige forhold«, lyder det fra Refugees Welcome. Furesø Kommune siger, at boligerne var i bedre stand, da flygtningene blev indkvarteret, men kommunen anerkender, at man kunne have gjort mere for at hjælpe beboerne i gang med rengøringen.

En gruppe flygtninge udtaler til TV 2, at de bor under kummerlige forhold i Furesø Kommune. Liselotte Sabroe

Kloakvand, der flyder op af risten, og badeværelsesfliser dækket af skidt og støv. Ubudne gæster med lange haler og spidse tænder, der kravler op af huller i gulvet, og rotteekskrementer på køkkenbordet.

Det er blot nogle af observationerne, en gruppe flygtninge har gjort sig på det nedlagte plejehjem, Furesø Kommune har indkvarteret dem midlertidigt i. Men stedet er så ulækkert, at det er direkte »umenneskeligt«, lyder det fra foreningen Refugees Welcome.

Det skriver TV 2.

En af beboerne siger, at boligforholdene er så ringe, at »en hund ikke kan bo her«, mens en anden mener, at boligforholdene skader deres mulighed for at blive integreret i Danmark – en holdning, der deles af  Refugees Welcome.

Det fremgår af artiklen, at beboerne ikke kan koordinere rengøring af fællesarealer med hinanden, fordi de taler forskellige sprog, og kommunen bør derfor hyre et rengøringsfirma, hedder det.

Michala Bendixen er formand i foreningen Refugees Welcome. Hun mener, at de forhold, flygtningene bor under på det nedlagte plejehjem, er »umenneskelige«, som hun siger til TV 2. David Leth Williams

Sådan ser Furesø Kommune dog bestemt ikke på sagen, lyder det fra socialdemokraten Hassan Yilmaz, der er formand for beskæftigelses- og erhvervsudvalget i Furesø Kommune.

I stedet mener han, at beboerne må tage »et fælles ansvar« for at holde deres hjem rent og pænt.

Han understreger, at boligerne var i bedre stand, da flygtningene blev indkvarteret i det nedlagte plejehjem, men anerkender samtidigt, at man fra kommunalt hold kunne have gjort mere for at hjælpe beboerne i gang med fællesrengøringen, som han udtaler til mediet.

TV 2s artikel fik søndag tidligere politiker og forhenværende minister Inger Støjberg til tasterne på Facebook, hvor hun i et opslag gjorde det helt klart, at beboerne må tage sig sammen og »holde op med deres klynk«, som hun skrev.

»Fat dog kost og spand, vær taknemmelig over, at I er kommet til et trygt og sikkert land, at vi forsørger jer, og få jer så et arbejde – eller rejs hjem,« skriver hun.