De to kaktusformede ejendomme nær Fisketorvet i København, Kaktus Towers, har ikke været nogen stor succes. For nylig blev de to beboelsesejendomme kåret til Danmarks grimmeste byggeri i en afstemning foretaget af arkitekturbevægelsen Arkitekturoprøret.

Og det er ikke kun bygningernes udseende, der møder kritik. Flere beboere er stærkt utilfredse med forholdene i de to beboelsesejendomme, som er tegnet af den danske arkitekt Bjarke Ingels’ tegnestue, BIG. Det skriver Politiken.

Ifølge avisen har Lejernes Landsorganisation de seneste tre uger fået henvendelser fra flere end ti lejere i Kaktus Towers, som ønsker råd angående udflytning.

Claus Højte, direktør i Lejernes Landsorganisation, forstår, at flere lejere ønsker at fraflytte de to ejendomme.

»Man betaler 13.000 kroner for et værelse på 12 kvadratmeter. Det er den højeste husleje pr. kvadratmeter, vi har set indtil nu, så forholdene skal simpelthen være i orden. Der har desværre været rigtig mange fejl, og det ved jeg, for jeg har selv været ude og se ejendommene,« siger han til Berlingske.

Ifølge Claus Højte var problemerne allerede tydelige, da lejerne flyttede ind i sensommeren 2022.

Mange lejere kunne konstatere, at ting ikke virkede, og at der var beskidt i lejlighederne. Fællesrummene, som lejlighederne blev brandet på, var heller ikke klar til brug, da lejerne flyttede ind. Det er de nu.

Adskillige problemer

Sidenhen er der dukket flere problemer op, fortæller direktøren i Lejernes Landsorganisation.

»Elevatorerne har været i uorden mange gange, der har været stoppede faldstammer, der har været vand gennem taget, de fastmonterede møbler falder fra hinanden, og vinduer sidder løst og kan ikke holde til vindtrykket.«

En af lejerne, som har oplevet ejendommenes tvivlsomme tilstand, er Charlotte Østervang, som Politiken har talt med. Hendes toilet stoppede til før julen sidste år, fordi der var en prop i kloakrøret. Det voldte hende store problemer:

»I tre uger havde jeg ikke noget wc og måtte gå 19 etager ned, når jeg skulle på toilettet. Jeg bor på 22. etage, og elevatorerne var i stykker og har været det ofte i den tid, jeg har boet i Kaktus. På et tidspunkt måtte jeg tisse i en gryde,« siger hun til Politiken.

Efter nytår blev toilettet afmonteret, og i den forbindelse måtte hun skrubbe afføring af badeværelsesfliserne. Hun har siden fået kompensation for kloakproppen, men ønsker alligevel at flytte på grund af håndteringen af problemerne.

Gået for hurtigt

Claus Højte mener, at de mange problemer i kaktustårnene kan være et udtryk for, at byggeriet er gået for stærkt:

»Måden, som ejendommene fungerer på, er resultatet af, at det kan betale sig at bygge dårligt og leje ud dyrt. Jeg synes, at vi som samfund skal spørge os selv, for hvis skyld vi bygger boliger. Som det er nu, motiverer lovgivningen til hurtigt, dårligt, dyrt og privat udlejningsbyggeri. Er det virkelig det, vi ønsker?« spørger direktøren for Lejernes Landsorganisation.

Kaktus Towers er opført af Høpfner Projects og Catella. Sidstnævnte skriver til Politiken, at det er sædvanligt, at der er »tekniske indkøringsopgaver« i nybyggede ejendomme.

Claus Højte mener dog ikke, at der er tale om »tekniske indkøringsopgaver«:

»Nej, for når for eksempel mange af vinduerne ikke kan lukkes – sandsynligvis fordi de ikke kan tåle vindtrykket – er det langtfra normalt. Det er ikke noget, man kan følge op på senere.«

Catella skriver yderligere, at udfordringerne er håndteret og løst. I visse tilfælde er lejere også blevet kompenseret for individuelle gener, oplyser Catella.