Det kan være, at du skal tænke dig om en ekstra gang, næste gang du skal tage stilling til, om du skal købe en benzin- eller dieselbil eller en elbil.
SF og Alternativet foreslår nemlig, at det skal være forbudt at køre i fossile køretøjer på de københavnske veje senest i 2030.
Forslaget skal bidrage til, at København går forrest i kampen om at mindske CO₂-udledningen, skriver partierne i forslaget, der er på dagsordenen torsdag aften i Borgerrepræsentationen.
»Forslaget er nødvendigt, for klimakrisen er accelererende, og derfor skal vi sætte turbo på omstillingen,« siger Troels Christian Jakobsen (Alt.), medlem af Borgerrepræsentationen.
Ifølge partierne skal forslaget tydeliggøre, at Københavns Kommune ønsker at blive fri for benzin- og dieselbiler »hurtigst muligt«.
Det skal samtidig give københavnerne mulighed for at planlægge deres bilkøb, så de råder over en elbil, når kalenderen siger 2030.
»Hvis det her forslag bliver til virkelighed, ville jeg som bilejer fra nu af kun købe elbiler,« siger Troels Christian Jakobsen.
Der er dog minimum to forhindringer på vejen mod at få benzin- og dieselbilerne væk fra de københavnske veje allerede i 2030. For det første gang skal kommunen være i stand til at betjene de mange nye elbiler med ladestandere, så bilerne kan få strøm.
Alternativets Troels Christian Jakobsen forstår godt, hvis nogle er bekymrede for, om det kan lade sig gøre at udvide kapaciteten af ladestandere så markant inden 2030.
Han har imidlertid tiltro til, at den teknologiske udvikling på området vil muliggøre en nemmere og hurtigere udrulning af ladekapaciteten.
For det andet mangler landets kommuner tilladelse fra regeringen, før de fossilfrie zoner kan indføres. SF og Alternativet vil derfor pålægge overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) at skrive til transportminister Thomas Danielsen (V) »om hurtigst muligt at give Københavns Kommune tilladelse til at forbyde kørsel med fossile biler i kommunen«.
»Selvom det har været på tale, har regeringen endnu ikke gjort det muligt endnu. Derfor prøver vi at sende en presbold til regeringen med dette forslag,« siger Troels Christian Jakobsen.
Det er en ændring i miljøbeskyttelsesloven, der skal muliggøre, at kommunerne kan ansøge om at indføre såkaldte nulemissionszoner. I en aftale fra september 2021 skrev den daværende S-regering, SF, De Radikale og Enhedslisten, at ændringen »forventeligt« ville blive indført i 2022, men det er endnu ikke sket.
Kan du være bekymret for, at forslaget vil afskære nogle borgere fra at eje en bil i byen, hvis nu alle borgere ikke har råd til at købe en elbil i 2030?
»Jeg formoder stærkt, at brugtmarkedet for elbiler vil være oppe at køre, når kalenderen siger 2030. Der er netop kommet en rapport om holdbarheden af batterier i elbiler, og den viser, at batterierne holder bedre, end man troede. Så hvis man hører til i en indkomstgruppe, der har for vane at købe brugtbiler, så tror jeg, at man vil have mulighed for at købe en brugt elbil til den tid,« siger Alternativets Troels Christian Jakobsen.



