Enkelte anholdte til københavnsk gadefest: Her brager musikken igennem i dag

Torsdag fortsætter festen i en større del af København.

Det mindede mest af alt om en helt normal fredag, da den berømte og berygtede gadefest i København, Distortion, løb af stablen onsdag.

Det oplyser Henrik Brix, der er vagtchef ved Københavns Politi, torsdag morgen.

»To blev anholdt for en mindre narkohandel. Derudover er en enkelt person sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Det er sådan set det. Ellers har det forløbet ganske fornuftigt. Det stoppede som planlagt, og der var ikke været noget af større, politimæssig interesse,« oplyser han.

I første omgang fandt gadefesten sted på Langebro og tæt på Rådhuspladsen. På grund af afstemningen om forsvarsforbeholdet var festen på Rådhuspladsen blevet rykket over ved Tivoli og Axeltorv.

Gadefestivalen Distortion omkring Langebro og Vesterbro Passage i København onsdag den 1. juni 2022. Emil Helms/Ritzau Scanpix

»Der har været optræk til lidt slåskampe hist og pist, men det er ikke anderledes end nattelivet normalt,« siger Henrik Brix, der heller ikke har set klager fra naboer.

Festen fortsætter i dag på Vesterbro, hvor en stor gadefest vil finde sted langs Istedgade, Sønder Boulevard og på Enghave Plads. Koncerterne og musikken bliver for det meste gratis, mens en del gader og p-pladser vil være spærret, lyder det fra arrangørerne bag Distortion.

Til forskel fra tidligere, vil musikscenerne generelt være af mindre karakter, mens der i højere grad vil være flere, mere rolige begivenheder, såsom »talks«, kunst, mad og små koncerter.

»Husk den gode stemning og husk at passe på hinanden. Det skal være opfordringen herfra,« lyder det fra Henrik Brix.