Endnu en gang står den nordsjællandske klub til at slå rekorden. Millionerne vælter ind

Klubben ser ud til at slå sin egen rekord i denne uge.

Ernest Nuamah er blot en af de spillere, klubben har solgt for klækkelige beløb de seneste ti sæsoner. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

En handel, der efter alt at dømme bliver historisk i dansk fodbold, er lige nu ved at falde på plads.

En rekord erstatter en ny.

Og endnu en gang vil det betyde, at millionerne på ny vælter ind i Superliga-klubben FC Nordsjælland.

Klubben er tæt på at være i mål med salget af den 19-årige ghaneser Ernest Nuamah, der har været i klubben godt halvandet år, til franske Olympique Lyon.

Og selvom intet endnu er sikkert, forlyder rygterne, at Farum-klubben endnu en gang kommer til at tjene stort på en ung spiller.

Hos det franske sportsmedie L’Équipe forlyder det, at mindsteprisen for spilleren bliver 23 millioner euro – godt 171 millioner danske kroner – og den anerkendte sportsjournalist Fabrizio Romano beretter om et beløb på knap 225 millioner kroner.

Dermed står det til at blive den største transferhandel i både FC Nordsjællands og Superligaens historie.

Rekorden holdes i forvejen af FC Nordsjælland, som i 2021 solgte den nu 21-årige Kamaldeen Sulemana, der også er ghaneser, for 150 millioner kroner til den franske klub Rennes.

Ifølge Politiken har klubben gennem de seneste ti sæsoner solgt spillere for 775 millioner kroner – og med den kommende aftale når den op på en milliard kroner, hvis salgssummen ender på 225 millioner kroner.

Det har den blandt andet gjort ved at få unge talenter ind fra klubbens ghanesiske akademi og efterfølgende sælge dem til udenlandske klubber for store beløb.

De mange millioner, klubben står til at få, kommer på et tidspunkt, hvor klubben også fører Superligaen og netop har kvalificeret sig til Conference League.

Den seneste uge har FC Nordsjællands sportschef, Jan Laursen, flere gange bekræftet, at salget af Ernest Nuamah er ved at falde på plads.

Det gjorde han blandt andet, da klubben vandt 5-0 over FK Partizan i kvalifikationen til Conference League i sidste uge.

»En transfer af den størrelse er ikke bare noget, der bliver gjort på en eftermiddag. Det er big business,« lød det på pressemødet efter kampen ifølge bold.dk.