En »øjebæ« har udløst indædt kamp mellem borger og forvaltning: Socialdemokratiet tvivler på, at forvaltningen har rent mel i posen

I Københavns nordvestkvarter har Københavns Kommune givet den daværende ejer af Frederiksborgvej 234 lov til at ændre drastisk på husets udseende, selvom ejendommen har en vis bevaringsværdi. Ihærdig borger og Socialdemokratiet er dybt forundrede over forvaltningens håndtering af byggesagen.

Søren Kjellberg Ishøy har kæmpet en indædt kamp mod renoveringen af Frederiksborgvej 234, som han er nabo til. Han mener, at Teknik- og Miljøforvaltningen har foretaget en elendig sagsbehandling i sagen om huset, og han møder opbakning fra Socialdemokratiet på Københavns Rådhus. Jens Astrup

På Frederiksborgvej i Københavns nordvestkvarter ligger en række prægtige etageejendomme bygget i 1930erne. Bygningerne er lidt forskellige, men størstedelen af husene på vejens ene side har et fælles kendetegn. Det er de røde mursten.

Sådan forholdt det sig også på Frederiksborgvej 234 indtil for få år siden. Det var en flot, rød murstensejendom i harmoni med områdets øvrige udseende.