To kvindelige kajakroere kom alvorligt til skade under en kajaktur i Sydhavnen i efteråret 2022.
Begge kvinder blev sygemeldt efter ulykken, og de har desuden været til traumepsykolog for at bearbejde episoden.
Ulykken blev forværret af metalgitre på de såkaldte stigborde, som lukkede for passage under dele af broen over Sluseløbet i Sydhavnen. Snart er metalgitrene imidlertid fortid, for By & Havn har besluttet, at man ikke vil sætte metalgitrene op, så stigbordene i Sydhavnen igen er åbne for gennemsejling til sommer. Det skriver By & Havn i en pressemeddelelse.
Stigbordene har været lukket til med metalgitter siden sommeren 2018. Den beslutning blev truffet, efter at to kvinder mistede livet i en tragisk ulykke i 2017, hvor deres båd blev torpederet af vandscootere, der på ulovlig vis var sejlet ind i Københavns havn gennem de åbne stigborde. Nu vurderer By & Havn imidlertid, at tiden er moden til at åbne stigbordene igen.
»Vores vurdering er, at vi gennem de seneste år har fået sat så meget fokus på, at vandscootere og jetski er forbudt i havnen, at det har ændret adfærden, og de nu holder sig væk. Havnen skal kunne nydes af københavnerne og turister, og vi fokuserer på at skabe den gode balance mellem et rigt liv i havnen og at holde sikkerheden i top,« siger administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Voldsom ulykke
Dermed er der større sandsynlighed for, at man undgår sådan en ulykke, som de to kvinder var ude for i efteråret 2022. De kom alvorligt til skade, og metalgitteret spillede en central rolle i ulykken.
Ulykken opstod, da den ene kvinde kæntrede i sin kajak, og siden endte begge kvinder med at blive taget af strømmen, der sendte dem mod gang- og cykelbroen over Sluseløbet.
Den ene kvinde hamrede i den forbindelse panden mod metalgitteret og pådrog sig en hjernerystelse. Den anden kvinde endte med at sidde fast i gitteret under vand og har efterfølgende lidt af hukommelses- og koncentrationsbesvær samt psykiske eftervirkninger.
På baggrund af episoden oplyste By & Havn, at selskabet ville drøfte med politiet, om blandt andet metalgitre igen skulle sættes op til foråret, eller om der er behov for andre tiltag i området.
Nu lempes reglerne, men By & Havn vil fortsat holde øje med blandt andet vandscootere. Selskabet oplyser således, at der vil blive opsat yderligere skiltning ved indsejling til havnen, og der kommer kameraovervågning ved Sjællandsbroen til at identificere førere af eventuelle vandscootere. Stigbordene kan desuden lukkes med 24 timers varsel.
Efter sommeren vil løsningen blive evalueret sammen med politiet.